Uno-X på vej til Funder: Bygger ny tankstation på 14 dage

I uge 39 begynder Uno-X arbejdet med at bygge en ny tankstation ved Rema 1000 i Funder

14. september 2019, 11.23

Uno-X åbner snart en tankstation i Funder ved Rema 1000.

FUNDER Indbyggerne i Funder kan glæde sig til, at de får en ny og lokal tankstation ved byens Rema 1000.

Her vil Uno-X nemlig åbne en ny tankstation.

- Vi begynder arbejdet med at etablere den nye tankstation i uge 39, og det vil tage cirka 14 dage, inden tanken er klar til indvielse. Vi bygger altid så hurtigt som muligt, så vi ikke roder mere end nødvendigt, oplyser kommunikationsansvarlig ved Uno-X, Henrik Antonsen.

En hel del forvirring

Overskriften på denne artikel skulle måske rettere hedde »Jagten på den forsvundne Uno-X i Funder.«

For i onsdagens udgave af Ekstra Posten kunne man læse på side 19, at Uno-X i de kommende tre uger ville lukke deres nuværende tankstation i Funder ved Rema 1000 for at genåbne den tre uger senere i en ny og forbedret udgave.

Besøger man Uno-X’ hjemmeside fremgår det også her, at der allerede skulle ligge en Uno-X i Funder ved Rema 1000, men det er dog ikke tilfældet.

- Der er simpelthen sket en fejl hos vores eksterne pr-bureau, så det har fremstået som om, at vi i forvejen har en tankstation i Funder, fortæller Henrik Antonsen.