Midtjyske Meninger: Duel med ord

Af Per Hansen Silkeborg

Fra Folketingets talerstol tordner et medlem mod sin politiske modstander: »De taler altid udenom. Svar dog ja eller nej på mit spørgsmål!«

»Det er ikke muligt.«

»Hvad siger De? Man kan da altid svare ja eller nej til et spørgsmål.«

Så kommer dræberreplikken fra den politiske modstander: »Så vil jeg gerne bede det ærede medlem svare ja eller nej til følgende spørgsmål: Er De holdt op med at tæve Deres kone?«

Sådan!

Den første kvinde i det engelske Underhus hed Nancy Astor. Hun var en skarp debattør, og hun hadede premierminister Sir Winston Churhill. De følelser var bestemt gensidige.

Nancy Astor: »Sir Winston Churchill, hvis jeg var Deres kone ville jeg komme gift i Deres kaffe.«

Churchill var ikke sen til at svare: »Nancy Astor, hvis De var min hustru ville jeg drikke den kaffe.«

På et delegeretmøde i Dansk Journalistforbund talte nestoren udi journalistik, Lisbeth Knudsen, inderligt og længe fra talerstolen. Hun sluttede: »Det blev et temmelig langt indlæg, og måske skulle jeg slet ikke være gået på talerstolen og sige noget.«

Navnkundige Reimer Bo var ordstyrer og replicerede: »Ja, det blev et meget langt indlæg, men vi fik dog konklusionen til sidst.«

Mangeårig MF, Bertel Haarder ville det bedste, da han fra talerstolen henvendte sig direkte til et kvindeligt medlem af Folketinget: »De mener altså, det er et problem, at der fødes for få børn her i landet.« Haarder holdt en lille pause og fortsatte: »Det må vi gøre noget ved.«

Den replik udløste stor latter i folketingssalen. Latteren blev endnu højere da Bertel Haarder kiggede febrilsk på det kvindelige medlem og forvirret tilføjede: »Sammen.«

Tale er sølv, tavshed er guld. Sådan lyder et af de gamle ordsprog. Altså forstås, at det ganske enkelt er klogere at tie stille end at udbasunere sine meninger til alverden.

Som journalist interviewede jeg en klog, gammel møller på øen Mors. Han fortalte inderligt og med stor indlevelse om sin opvækst på øen, og om hvordan tiden var dengang. Da han sluttede sin beretning om den forgangne tid, stillede jeg spørgsmålet:

»Og hvordan synes du så tiden er i dag?«

Mølleren: »Den er vel, som et flertal ønsker det.«

Jeg: »Det må du uddybe.«

Den gamle møller tænkte sig om et øjeblik og svarede så med ro i stemmen: »Nej, så er der jo sagt det, der skal siges.«

Lad det også blive min slutreplik i klummen her. Så har jeg da ikke sagt for meget.