Portræt: Manden bag Danmarks største og ældste blues-forening fortsætter, så længe han kan stå på benene

Charlie Tambaurs engagement og glødende interesse for blues-musik har om noget været med til at holde musikforeningen B’Sharp i Silkeborg ved absolut godt helbred gennem nu 25 år

24. januar 2020, 10.35

Charlie Tambaur var blevet ramt af forkølelse, da selve dagen for B’Sharp’s 25 års jubilæum blev fejret torsdag på Rampelys. Jubilæet blev tillige markeret med en flot bogudgivelse om musikforeningens historie skrevet af journalist Kurt Balle Jensen. Lørdag aften er der så stor jubilæumskoncert i Kedelhuset - og det glæder Charlie Tambaur sig også meget til. Foto: Martin Ballund

Han vil meget gerne understrege, at han jo ikke har gjort det alene. At »der er en fantastisk flok af 25-30 frivillige og andre bestyrelsesmedlemmer. At alle har løftet i flok. Og at uden dem havde det ikke kunnet lade sig gøre.«

Nuvel, men uden Charlie Tambaur havde det helt sikkert ikke kunnet lade sig gøre. At skabe og drive en forening for levende bluesmusik i Silkeborg. En forening, der nu kan fejre 25 års jubilæum og dermed er Danmarks ældste, og som i årenes løb tilmed har vokset sig til at være Danmarks største. Og som har formået at hente verdensnavne som Canned Heat, Walter Trout, Yardbirds, Ten Years After, Mick Taylor, Joan Armatrading og Johnny Winter til Silkeborg. Ud over de mellem 400 og 500 koncert på Rampelys og i Kedelhuset med masser af navne, som måske ikke umiddelbart har været de mest velkendte i danske ører. Men som til gengæld har repræsenteret blues i absolut top- og særklasse med solister og grupper fra både ind- og udland. Hvoraf mange af grupperne og solisterne er kommet hertil fra USA, hvorfra de har medbragt den helt oprindelige blues-musik, som den har lydt siden tidernes morgen i for eksempel Sydstaterne og Chicago.

Fingeren på pulsen...