Vor skønne by og de grimme rammer

23. september 2021, 12.21

Foto: Martin Ballund

BYGGERI Silkeborg er smukt beliggende, og alle parter prøver på at gøre den centrale del af byen - især - til et dejligt sted at være og opleve. Men prøv lige at tage en tur til Silkeborgs yderkanter.

Lysbro med kassebyggerier som i et fiskerleje, Eriksborg med en dødlignende ensformighed af grimme rækkehuse og villalignende beboelser, Sejs-Svejbæk med ødelæggelse af den natur, som kunne inspirere til lækkert byggeri, men nu som andre steder er skæmmet af grimme kæde- og rækkehuse osv.

Ingen æstetik, ingen drømme og myters afspejling i form, figur og farve, ingen oplevelse af skulpturel sanselighed og intet forsøg på at udvikle og afspejle erhvervslivets og produktionens spændende kompleksitet

Erik Laugesen Kristensen

Hvor er den skønhed i vor bys rammer, som matcher den smukke beliggenhed og den dejlige natur, og som byen fortjener!

Prøv ikke mindst at tage en tur til industrikvartererne fx Hårup-området og det nye Funder industrikvarter. Grimme grå kasser igen uden nogen form for inspiration til kreativitet og nytænkning i byggeriet. Hvad er det dog for arkitekter og ejendomsudviklere vi har. Ingen æstetik, ingen drømme og myters afspejling i form, figur og farve, ingen oplevelse af skulpturel sanselighed og intet forsøg på at udvikle og afspejle erhvervslivets og produktionens spændende kompleksitet. Ak ja - hvad er der dog sket med Jorns by de sidste par år?

Nu skal vi snart have valg til kommunalbestyrelse og borgmesterposten - kunne man ikke tage disse bygningsmæssige problemer op til diskussion, så byens rammer ikke kommer til at se endnu værre ud i fremtiden.

Indlæser debat...