Hårdt ramt: Sanne vil finde smilet frem igen

Sanne har mistet mange den seneste tid, modellen flytter sammen med den unge kæreste, minister med ny blondine - og mere nyt fra de kendtes verden

Læsetid:5 minutter

PR-foto

Rasmus Viuff
Egnsredaktør

1 måned siden

Sanne Salomonsen, 67, har følt sig hårdt ramt, siger hun i Her & Nu.

Det er de mange dødsfald tæt på, der har ramt hende. Hun har inden for kort tid mistet tre nære venner: Elisabeth Gjerulff Nielsen, Britt Bendixen og Per Christian Frost fra Gnags.

- Sorgen er hård, og jeg er meget påvirket af det. Det har været en hård tid, så for mig er det vigtigt at gå til barnedåb og bryllupper, fordi der har været så mange begravelser, siger Sanne, der var med, da Dennis Knudsens datter, Aura Angelina blev døbt, og som lige nu tager sit liv op til revision.

Bjerrehuus flytter sammen

Oliver Bjerrehuus, sølvræv og model på 47, har åbenbart helt sikkert fundet kvinden i sit liv. Hun er 22 og hedder Sofie Amalie Elkjær. Oliver mødte hende for to år siden. På Instagram kan man se, at de stort set har været sammen siden, og nu er de officielt flyttet sammen.

- Det er jo vores lejlighed nu. Sidst jeg tjekkede, havde jeg et møbel tilbage i stuen; det har jeg så ikke mere. Nu er alt beige, fortæller Oliver Bjerrehus i Se og Hør.

Lejligheden er gået fra at være en drengebule til at være en Ikea-drøm, siger Oliver, der har en søn med Anna von Lindholm og tre børn med Gunnvør Virgarsdottir.

Dan med ny blondine

Dan Jørgensen (S), der er minister for det ret mundrette »Udviklingssamarbejde og global klimapolitik«, har fået en ny kæreste. Den socialdemokratiske hottie på 47 har fundet sammen med Vibeke Lentz på 43. Hun er hygiejnekonsulent, stylist og yogalærer, kan man læse i Ekstra Bladet.

Dan og den nye blonde kæreste har været sammen et halvt år, og forleden skrev Dan på Instagram, at de havde været på Arbejdermuseet sammen. Spændende, Dan.

Dan Jørgensen har tidligere været kæreste med debattør og litteraturanmelder Katherine Diez, men medieprofilen fra Berlingske valgte at gå med madmand og skribent Adam Price i stedet.

Wafande klar til endnu et barn

Sangeren Wafande, 40, skal have barn nummer to med kæresten Ana Maxime, der er influencer.

Sidste år fik de deres første barn sammen, og nu har Wafande igen lagt billeder op af Anas mave og fortæller, at han er ovenud lykkelig for, at der er endnu et barn på vej.

Wafande har i forvejen en datter fra et tidligere forhold, mens Ana har tre ud over de snart to med Wafande.

Sidst Ana skulle føde, gik hun og Wafande fra hinanden, husker Se og Hør tilbage. Spændende, hvad der sker denne gang.

Komiker er også klar til baby

Mark le Févre, komiker på 34, og især kendt fra »Stormester« på TV2, skal være far, fortæller Se og Hør.

Mark præsenterer nyheden på Instagram med kæresten Sidsel og parrets to hunde samt en lyserød kjole, der jo fortæller, at parret nok allerede kender barnets køn.

Mark har været sammen med Sidsel i 13 år. Hun er jurist.

Buch forelsket i eks-kæresten

Jesper Buch, 47, kendt fra »Løvens Hule«, har altså noget med Renata Mollerup Sørensen.

Renata og Buch dannede par i en årrække, inden de gik fra hinanden i 2017. Buch havde nemlig fundet en kvinde i Jylland, men det holdt ikke længe, og allerede i 2018 var Buch tilbage hos Renata. I 2019 var det dog slut igen, og det markerede Buch med følgende salut i Se og Hør:

- Jeg har fået det fisse, jeg skal have. Har jeg brug for mere? Nej, det har jeg sådan set ikke. Jeg har det dejligt med mine tre fantastiske børn og mine dejlige ekskærester. Jeg vil sgu hellere være sammen med dem end alle mulige andre, og jeg skal ikke igen til at lave ballade, sagde han i Euroman.

Men så tog Buch til Ibiza og mødte den svenske dj Ida Engberg. Det er et år siden. Og Buch erklærede, at hun var »the one«. Men nu ses Buch igen sammen med Renata og en masse hjerter på Instagram. Så Renata is back.

Vi venter spændt på næste kapitel.

Harry Potter med held i tryllestaven

Daniel Radcliffe, 33, der i det meste af verden er mest kendt som Harry Potter, skal være far. Han skal have sit første barn med sin amerikanske kæreste, Erin Darke, 38. Hende mødte han under indspilningen af filmen »Kill Your Darlings« i 2012. I 2014 var de officielt kærester. Og nu skal de være tre.

- De har fortalt nyheden til deres venner og familie for nylig, fortæller engelske The Mirror.

Bubber fik barn nummer fem

Tv-personligheden Bubber, 58, har fået barn nummer fem. Han har fået en datter sammen med Signe Rossing, 44, som han i forvejen har en søn med. Pigen blev født med en vægt på 3370 gram og en længde på 50 centimeter.

- Alt er godt. Signe går rundt og spiser ristet brød. Vi skal lige se tiden an. Hvad er hun for en? siger Bubber til Se og Hør, der spørger, hvad barnet skal hedde.

Signe Rossing har tre sønner fra et tidligere forhold, så der skal en mindre bus til for at transportere hele flokken.

Fodbold Martin er blevet single

Tidligere fodboldspiller Martin Jørgensen, 47, har boet sammen med fruen, Marianne Asta, 48, i mange, mange år. Men nu er det slut, fortæller Se og Hør.

Parret er ikke skilt endnu, men fruen er flyttet fra villaen i Risskov, der nu er sat til salg for knap 16 millioner kroner.

- Vi har ikke boet sammen siden juli sidste år. Jeg har boet der alene sammen med mine børn en gang imellem, siger Martin Jørgensen i Ekstra Bladet.

Parret har en søn og en datter.

Martin Jørgensen gik for et par år siden konkurs med De Grå Busser. Hans pengetank, Kachri Holding, har et minus på 7,8 millioner kroner i egenkapital, fortæller Se og Hør.