Læserklubben tager til Fanø og får oplevelser i Vadehavet

En dagstur fyldt med hygge, smukke naturscenerier og historiefortælling onsdag 12. juni

Udgivet:07. april 2019, 05.35

Læsetid:2 minutter

Sønderho Mølle var dømt til nedrivning, men er blevet restaureret i etaper og står nu og charmerer.

Lone Henningsen
Læserklub-ansvarlig| lgh@herningfolkeblad.dk

4 år siden

Fanø gemmer på mange oplevelser, både store og små. Den enorme sandstrand er den helt store attraktion, men der er også masser af spændende oplevelser i naturen bag klitterne og i de to bymiljøer i Nordby og Sønderho.

Trods sin beskedne størrelse er Fanø en selvstændig kommune, Danmarks næstmindste. Øen går på flere måder imod den vanlige tendens på øer og i landdistrikter, hvor faldende indbyggertal og færre arbejdspladser er kedelige fakta. Her stiger indbyggertallet, og der bygges nye boliger i de nye kvarterer vest og nord for Nordby.

Fanø er optaget på UNESCOs liste over verdens naturarv - tag med på denne tur og find ud af hvorfor.

Med bussen fra Skave Turistfart kører vi fra Silkeborg, Ikast og Herning onsdag 12. juni mellem klokken 07.45 og 08.30 mod Esbjerg. Stop undervejs, hvor vi nyder vores medbragte kaffe/te og rundstykker.

Ro og afslappethed

Færgeoverfarten på blot 12 minutter er hurtigt overstået, men sikke dog en kontrast, der venter os på en anden side af vandet! Man mærker med det samme en dejlig følelse af ro og afslappethed på denne langstrakte sandø.

Lokalguiden tager imod os i havnen, og vi indleder med en kort byvandring i Nordby, inden vi samlet går til Restaurant Ambassaden. Her serverer de os en skøn toretters-menu.

Godt mætte sætter vi os i bussen og får en kvalificeret ørundtur fra Nordby til Sønderho. Vi hører om Fanøs storhedstid som søfartsø, den særlige byggestil og kulturen, som lever i bedste velgående.

Øen er på alle måder forbundet med Vadehavet, hvilket vi både kan se og høre mere om.

Fra gammel tid har Fanø været opdelt i to territorier. Den nordlige del hed Fanø, og den sydlige Sønderho. Der er mange historier om rivaliseringen mellem de to »øer«. En af konsekvenserne har været, at man ikke rigtigt har en fælles betegnelse for folk, der bor på Fanø. Det er fannikerne, som bor i Nordby, og sønderhoningerne, der bor i Sønderho. En fannik kaldes også en gøjer, mens en sønderhoning kaldes en japper. Og sådan er der jo så meget.

Sidst på eftermiddagen forlader vi øen og er tilbage i hjembyerne mellem klokken 18 og 19.

Prisen for denne dagstur er for abonnenter 745 kroner, og ikke-abonnenter kan deltage for 795 kroner. Buskørsel, guidning og middag er inkluderet.

Tilmelding til Læserklubben