Silkeborg-Voel tabte målfest

Kun seks scoringer i den midterste periode af anden halvleg blev kostbar i tempofyldt opgør

12. november 2021, 20.43

Filippa Idéhn havde kun en redning inden pausen, men spillede sig op.. Foto: Martin Ballund

HÅNDBOLD Det var en målfest, men ikke nogen fest set med grønne briller, da Silkeborg-Voel tabte 34-36 til Nykøbing Falster efter 20-18 ved pausen.

Det kan Silkebor-Voel i øvrigt takke sig selv for.

Efter en forrygende start på anden halvleg, hvor holdet fejede gulv med gæsterne og bragte sig på 26-21 gik alt - ligesom i alt - galt.

I de næste 20 minutter scorede hjemmeholdet kun seks gange - og smed bolden væk med tekniske fejl og afbrændere hele 10 gange, og det var der ikke råd til.

Dermed rakte man den berømte lillefinger til gæsterne, der tog ikke bare lillefingeren men hele armen - og initiativet i kampen, som hjemmeholdet dog var tæt på at vende endnu en gang ved stillingen 31-29 med 10 minutter igen.

En ny scoringspause og unødvendige boldtab blev straffet af gæsterne, der bragte sig i front, uden Silkeborg-Voel kunne svare igen og måtte se gæsterne tage de to point.

Med sejren overhaler Nykøbing Falster Silkeborg-Voel i tabellen efter et målrigt opgør, hvorder blev scoret 38 mål i de første 30 minutter, hvor de holds keeperes redningsprocenter ikke bare var lave - de var ekstremt lave.

Blandt andet havde Silkeborg-Voel den første redning, da der var spillet godt 28 minutter, hvor Filippa Idéhn parerede et enkelt forsøg. Hendes eneste ud af 11, mens Stine Bonde ikke havde en eneste redning på otte skud, da hun blev sendt på banen som brandslukker.

I den anden ende var der fem redninger - desværre for Silkeborg-Voel på oplagte chancer, der kunne have skabt et mere betryggende forspring ved pausen.

Og selv 0m Filippa Idéhn tog bedre fra efter pausen, var det ikke nok i et opgør spillet i et ubønhørligt højt tempo, der var med til at præge antallet af fejl, der til sidst kostede Silkeborg-Voel sejren.

Indlæser debat