Stor skuffelse: SIF ude af pokalturneringen

For andet år i træk blev Horsens endestationen for SIF. Denne gang efter en målrig affære

23. september 2021, 19.54

SIF skuffede på Casa Arena. Foto: Ulla Myrhøj

FODBOLD Silkeborg IF er ude af pokalturneringen. Det er en kendsgerning efter torsdagens møde med AC Horsens fra 1. division, der vandt med 3-2 på Casa Arena efter en chancerig affære. Værterne havde skiftet ni mand fra startopstillingen, men formåede alligevel at sende superligaholdet fra Søhøjlandet ud i mørket.

Det så ellers lovende ud, da gæsterne tog føringen efter et lille kvarters spil. Sebastian Jørgensen modtog bolden ved Horsens-feltet og tog sigte, inden han kanonerede bolden i en lige linje direkte op i det modsatte målhjørne.

Føringen blev dog neutraliseret i det 32. minut, hvor AC Horsens fandt rum i højresiden. Jannik Pohl fik tid og plads til at drive bolden ind i feltet, og fra en halvspids vinkel ved baglinjen formåede den tidligere AaB-angriber at snyde sin tidligere holdkammerat Nicolai Larsen med en afslutning mod forstolpen.

Fire minutter senere misbrugte Søren Tengstedt og Nicolai Vallys et par store muligheder i Horsens-feltet, hvor Marcus Bobjerg diskede op med en fornem dobbeltredning. Hjemmeholdet slog i stedet kontra, og et indlæg mod bagstolpen havnede i panden af Lirim Qamili, der headede værterne på 2-1.

Ondt blev værre for SIF i det 40. minut, hvor Tobias Salquist fejlbedømte boldens bane ved et hjørnespark, og i stedet kunne Alexander Ludwig stige til vejrs og pande 3-1-scoringen i nettet.

I første halvlegs tillægstid fik SIF en stor chance for at reducere, da Robert Gojani spillede Sebastian Jørgensen fri i feltet, men alene med målmanden missede den offensive profil muligheden for at blive dobbelt målscorer.

Fra anden halvlegs start blev Frederik Carstensen og Stefán Teitur Thórdarson sendt på banen i stedet for Robert Gojani og Andreas Oggesen. Det taktiske træk betød, at Nicolai Vallys blev rykket en tak ned på midtbanen.

Frederik Carstensen, der har været hårdt ramt af skader de seneste år, fik hurtigt en stor mulighed for at reducere. Storebror Rasmus Carstensen tog et godt løb ind i Horsens-feltet og serverede bolden på et sølvfad for indskifteren, men fra en helt fri position få meter fra målet mistimede Frederik Carstensen sin afslutning, og bolden gik et pænt stykke forbi.

Horsens truede dog også momentvis, og i det 56. minut var heldet med SIF, da Lubambo Musonda ramte overliggeren, da han forsøgte at krølle bolden op i det lange hjørne.

I det 68. minut fik SIF fornyet håb, da Søren Tengstedt modtog bolden i feltet. Angriberen, der fik chancen fra start i stedet for småskadede Nicklas Helenius, afsluttede resolut og reducerede til 3-2. Bolden blev tilsyneladende afrettet og snød Marcus Bobjerg, der så mindre heldig ud i situationen.

Gæsterne fik lagt et godt tryk på Horsens-feltet i den resterende del af kampen og kom også frem til flere lovende muligheder, men Horsens stod distancen og sendte for andet år i træk SIF ud af pokalturneringen.

Indlæser debat...