Lyngby-træner er chokeret over kampafgørende udvisning

Lyngby-træner Carit Falch er yderst forundret over udvisningen af Marcel Rømer i nederlaget til Sønderjyske.

22. april 2021, 13.21

Lyngbys Marcel Rømer fik vist det røde kort, ganske kort tid før pausefløjtet lød.

KONGENS LYNGBY Da Lyngby onsdag tabte med 0-1 til Sønderjyske i 3F Superligaen, blev midtbanespilleren Marcel Rømer udvist kort før pausen.

Rømer satte en hård tackling ind på gæsternes Rilwan Hassan, fik i første omgang gult kort, men efter VAR-gennemgang blev Rømer udvist af kampens dommer, Jakob Sundberg, som mente, at Rømer fratog en oplagt målchance.

Den beslutning fatter Lyngby-træner Carit Falch ikke meget af.

- Jeg var overrasket over, at der overhovedet blev dømt frispark, for det var en rigtig god tackling, og jeg blev decideret chokeret, da jeg så, at det efterfølgende blev lavet om til et rødt kort, siger Falch.

- Jeg synes ikke, at kendelsen var korrekt, og det ødelagde kampen for os, også selv om vi dominerede videre selv med en mand mindre.

- Det gør det ekstra surt, at det er noget udefrakommende, som blev kampafgørende for os efter en ellers imponerende præstation.

Marcel Rømer selv var efter kampen lige så forundret som sin cheftræner.

Han følte, at tacklingen var ren.

- Udvisningen kom som lyn fra en klar himmel. Vi stod og var klar til at dække op på et frispark, som jeg ikke engang synes, var korrekt, da jeg følte, det var en rigtig god tackling.

- Da dommeren løb ud for at tjekke VAR, tænkte jeg, at det kun kunne være min tackling, som skulle gennemses, men jeg forstod ikke hvorfor.

- Dommerne skal jo kun rette kendelsen, hvis den var åbenlyst forkert, men de var to minutter om at finde ud af noget, som skulle være klart og tydeligt, og det forstår jeg ikke.

Sønderjyskes Marc Dal Hende erkender, at han også var overrasket over at se det røde kort.

- Jeg kunne se, at Marcel ramte bolden, og fra banen synes jeg, at den så hård ud, men jeg har ikke set den efterfølgende og kan derfor ikke sige så meget.

- Det var en rigtig vigtig sejr. Intet blev afgjort i denne kamp, men det var vigtigt at holde et velspillende Lyngby-hold på afstand, siger Dal Hende, som blev matchvinder i kampen med sin tidlige scoring.

/ritzau/