To unge indlagt: Voldsomt overfald med gentagne spark og knivstik

Det var et særdeles groft overfald, der natten til lørdag fandt sted på Ladepladsen ved Sejs Snævringen. Politiet søger efter vidner

26. juli 2020, 10.47

Det var her på Ladepladsen i Sejs, at to unge mænd natten til lørdag blev overfaldet med både slag, spark og knivstik. Foto: Brian Holst

SEJS-SVEJBÆK To unge mænd på 23 og 24 år fra Sejs blev natten til søndag omkring klokken 01.50 overfaldet af en gruppe unge på Ladepladsen - et badested ved Sejs Snævringen.

Den ene af de to unge mænd er indlagt i Viborg, mens den anden er indlagt i Skejby.

Under overfaldet blev de to unge mænd både sparket og trampet i hovederne med kraniebrud til følge. De blev også udsat for flere knivstik og tæsket med bat. De er begge uden for livsfare, oplyser politiet.

Overfaldet skete efter de to unge mænd havde været til en lokal havefest.

Herefter gik de ad Strandvejen til Ladepladsen, hvor de havde planer om at bade. På vej dertil mødte de en pige på omkring 15-17 år. De spurgte hende, om hun havde lyst til at bade. Det ville hun ikke, men hun gik med til vandet.

- Da de to unge mænd havde badet, dukkede en cirka 15-årig dreng af tyrkisk udseende op og spurgte, hvad de havde gang i. De to unge mænd spurgte tilbage, hvad den 15-årige dreng selv havde gang i, hvilket fik den 15-årige til at uddele knytnæveslag i ansigtet på de to unge mænd, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

Efterfølgende ankom yderligere tre unge til stedet, som havde medbragt våben i form af bat og kniv. Herefter fortsatte overfaldet, der af politiet bliver betegnet som grov vold.

Politiet er i gang med efterforskningen af sagen.

- Hvis beboere i området har hørt eller set noget eller har overvågning ved deres huse - både langs Strandvejen men også i andre dele af området - vil vi gerne høre fra dem, siger vagtchef Ole Vanghøj.

Politiet er desuden særligt interesseret i at få kontakt til den pige på 15-17 år, som de to unge mænd mødte på vej til Ladepladsen.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

Ladepladsen bliver ofte brugt som et tilholdssted for unge, ligesom kano- og kajakfolket benytter pladsen.

Men det er meget usædvanligt, at der sker vold på stedet.