BSH pressede mestrene til det yderste

Bjerringbro-Silkeborg brændte for meget og tabte den første DM-semifinale i Gigantium

Udgivet:25. maj 2022, 22.12

Læsetid:3 minutter

Nikolaj Øris havde det svært i første halvleg og brændte sine tre første forsøg. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD BSH måtte onsdag aften se sig slået med 24-22 af Aalborg Håndbold, der vandt den første DM-semifinale foran 4610 tilskuere i Gigantium. Bjerringbro-Silkeborg er dermed tvunget til at vinde hjemmekampen i Jysk Arena onsdag 1. juni for at fremtvinge en tredje og afgørende semifinale.

De to mandskaber var meget jævnbyrdige i indledningen, men efter otte minutters spil blev René Toft Hansen ramt af kampens første udvisning, og det udnyttede aalborgenserne ved at slå et lille hul til 5-3.

Hos gæsterne fik Nikolaj Øris en tung start på opgøret med tre brændte skud, og det kostede pladsen som playmaker, hvor Ludvig Hallbäck tog over. Den talentfulde svensker indledte imidlertid sit indhop med en teknisk fejl, og det straffede Henrik Møllgaard med en scoring til 8-5.

I målet havde BSH også problemer, og efter et lille kvarter havde Johan Sjöstrand stadig sin første redning til gode. Ind kom Mikkel Løvkvist, men i første omgang havde skiftet ikke den store effekt, og på trods af en timeout fra cheftræner Patrick Westerholm kom BSH bagud med 11-7.

Der skulle gå næsten 21 minutter, inden BSH blev noteret for en redning, da Mikkel Løvkvist snuppede et straffekast fra Buster Juul. Glæden var dog kort, for et minut senere blev René Toft Hansen udvist for anden gang, hvilket gav gæsterne en uønsket udfordring i defensiven.

Samme skæbne overgik dog værternes René Antonsen tre minutter senere, og i overtal fik Alexander Lynggaard reduceret til 13-10. Den afstand fastholdt Aalborg Håndbold frem mod pausen, og selvom Mikkel Løvkvist nåede op på tre redninger, førte hjemmeholdet med 14-11 efter de første 30 minutter.

Fra anden halvlegs start testede BSH et 5:1-forsvar med Alexander Lynggaard i en fremskudt rolle, og i den anden ende var der en ny chance til Nikolaj Øris. Det forhindrede dog ikke værterne i at øge til 16-11. Men BSH var ikke slået og svarede igen med tre scoringer på stribe.

Gæsterne fik også et par muligheder for at bringe afstanden ned på et enkelt mål, men først brændte svagt skydende Henrik Tilsted en friløber, og efterfølgende glippede et indspil til René Toft Hansen på stregen. Efter 43 minutter kunne Nikolaj Læsø i stedet bringe aalborgenserne på 20-16.

Bjerringbro-Silkeborg forsøgte at vende slagets gang ved at spille syv mod seks, men kvalerne fortsatte for Henrik Tilsted, der kostede dyrt i offensiven, og nordjyderne fastholdt forspringet. Det ændrede sig dog ni minutter før tid, hvor Jacob Lassen sled sig fri med en vaks vending og skabte fornyet spænding med en reducering til 21-19.

Efter en timeout fordoblede hjemmeholdet forspringet til fire mål, men en ny åbning bød sig i slutfasen, da René Antonsen blev udvist for tredje gang, og på straffekast reducerede Jeppe Gade til 23-21. Mads Kjeldgaard Andersen fik efterfølgende muligheden for at reducere yderligere, men gæsterne kunne ganske enkelt ikke score fra venstre fløj, og det kostede dyrt.

Mikkel Løvkvist holdt liv i håbet med en stor dobbeltredning ved et straffekast, og da Aksel Horgen reducerede til 23-22, var spændingen nærmest ulidelig. Men ded 22 sekunder tilbage på uret tog Aalborg Håndbold timeout, og i kampens sidste sekund scorede Nikolaj Læsø til slutresultatet 24-22.

Indlæser debat