
Os var alt givet
Udgivet:02. september 2021, 12.09
Læsetid:2 minutter
2 år siden
KLIMADIGT - Os var alt givet
Vi fik en klode med fugleliv
Træer, buske, græs og siv
Den rene jord hvor alt kunne gro
Naturens lyde og stilhedens ro
Det rene vand og klare luft
Vi glemte bare sund fornuft
Vi nød naturen, men inden længe
Ville vi veksle naturen om til penge
Vi slagter naturen og får købekraft
Tænk på biodiversiteten som noget vi har haft
Men motorveje giver bilen fart
130 km/t er fandme rart
Tid er penge og penge godt
Til større bil og hus som et slot
Vi vil have og købe og eje nu
Har valg konsekvenser? Hvad tænker du?
Tsunami, tornadoer og smeltene indlandsis
Medens vi laller rundt i ignoranternes dis
Nogle lande brænder andre drukner i regn
Men jeg lukker øjnene for alle advarselstegn
Skulle jeg ændre adfærd og gøre noget andet
Ja, ja, ja isen smelter og så stiger vandet
Jeg gider da ikke tænke på folk i andre lande
De må da lærer at svømme og træde vande.
Jeg ved det godt, men begrænsninger er ikke lige mig.
Jeg lader som ingenting og kigger den anden vej
Naturen skal bruges som vejen til materialisme
Jeg vil ikke begrænses jeg har lov til egoisme.
Jeg ser ingen klimaproblemer, jeg har taget skyklapper på
Giv mig så den motorvej, jeg har meget jeg skal nå.
Statsstøttet forurening eller som vi plejer at kalde det »kørselsfradrag« er en naturlig tankegang for danske bilister. Det er de folkevalgte, der har bestemt, at man skal have denne økonomiske støtte, når man kører i bil. Det er også de folkevalgte, der bestemmer, at der skal bygges flere motorveje. Senest Hærvejsmotorvejen.
Hærvejsmotorvejen er et romantisk og hyggeligt navn til en så massiv forureningskilde. Man ved, at en strækning, der ændres fra hovedvej til motorvej, giver 50 % mere trafik. Man ved også, at en hastighedsforøgelse fra 80 km/t til 120 km/t ligeledes øger CO2-udslippet med 50%. Det betyder, at en Hærvejsmotorvej mere end fordobler CO2-udslippet i forhold til den nuværende A13 hovedvej.


Ny motorvej får en brat slutning


Lokalrådsformænd: Godt for området med hærvejsmotorvej
Hvem tænker på klimatiltag? Det er åbenbart ikke de folkevalgte! Der er en bred opbakning omkring motorvejsforslaget på Christiansborg, og samtidig kæmper kommunalpolitikerne om at tage æren for, at motorvejen netop kommer i deres kommune. Så … når verden brænder eller skylles væk af regn … når klimaproblemer giver tørkeområder, tornadoer og iskappen smelter, ja, så er det dig som enkeltperson der skal bære byrden. Dem vi har valgt, har fralagt sig ethvert ansvar for den globale klimakrise. De tænker kun lokalt.

