Når politikere taler med to tunger

Udgivet:13. september 2023, 09.38

Læsetid:2 minutter

»Alle gode kræfter i Silkeborg bør forenes i kampen mod de truende nedskæringer. Her tænker vi på byrådspolitikerne, de politiske partiforeninger i Silkeborg, »Initiativgruppen til udvikling af Regionshospitalet i Silkeborg« og foreningen »Støt Silkeborg Sygehus«. Sammen er man stærkest, og det er der brug for i disse tider,« skriver Erik Lauritsen og Mogens Lykke Nielsen.

Af Erik Lauritsen og Mogens Lykke Nielsen. Henholdsvis Ligustervej 13 Silkeborg, og Læsøgade 12, Silkeborg

SYGEHUSSAGEN Der er en grund til, at politikeres troværdighed rangerer lavere end en brugtvognshandler. Man kan aldrig stole på hvad de siger og lover! Statsminister Mette Frederiksen lovede i sin nytårstale i 2022: »Der skal være nærhospitaler tættere på borgerne, uanset hvor i Danmark man bor. Det skal sikre sammenhæng for patienten hele vejen gennem sundhedsvæsenet«. Det gælder åbenbart kun, hvis man bor i byer med supersygehuse! I nytårstalen 2023 sagde hun: »Vi vil skabe en velfærd med mere omsorg og værdighed«. Alligevel skal der spares masser af millioner i sundhedsvæsenet, selvom regeringen har masser af milliarder på kistebunden.

Anders Kühnau udtalte for ikke så længe siden at der ikke skulle bruges 20 millioner på en helipad i Viborg, for man kunne få meget kvalitet for pengene andre steder i sundhedsvæsenet. Her havde han for én gangs skyld ret, men nu er han vendt på en tallerken selvom helipad’en nu koster 50 millioner. Det er svært at se logikken.

For lidt over to år siden, den 10. august 2021, var vi inviteret til et stormøde om »Udviklingsplan for Regionshospitalet Silkeborg«. Dengang var alle regionspolitikere enige om, at hospitalet var helt enestående, og ingen havde planer om at fjerne mere, end de allerede havde gjort. »Ingen i regionsrådet vil nedlægge hospitalet i Silkeborg, tværtom«, sagde Anders Kühnau helt nøjagtigt på mødet: »Vi glemmer ikke hospitalet i midten«. Det har han så glemt alligevel.

Når man nedlægger sengepladserne om natten, nedlægger man samtidig Diagnostisk Center og Universitetsklinik for Innovative Patientforløb. Dette vil være et kæmpe tab for hele sygehusvæsenet. Her har man med succes udviklet effektive indlæggelsesforløb med hurtig udskrivelse til gavn for både patienterne og økonomien.

I 2015 mente regionsrådsformand Bent Hansen ikke, at det ville være forsvarligt at fjerne akutbilen fra Silkeborg. Med det øgede indbyggertal skulle man tro, at den ville være endnu mere nødvendig, men ikke ifølge Anders Kühnau. Uden akutbil skal man køres 40-60 minutter i ambulance til nærmeste akutmodtagelse, og det kommer til at koste menneskeliv blandt de 100.000 indbyggere i Silkeborg Kommune. Det skal også lige nævnes, at byer med et langt mindre optageantal har både akutmodtagelse og akutbil. Det er svært at se logikken.

Alle husker vel skandalerne med lavdosis CT og de følgende fyringer af velrenommerede overlæger, knægtelse at ytringsfriheden, ledelse baseret på frygt, benamputationer og kræftskandalen. Alle disse under ledelse af Anders Kühnau og alligevel blev han valgt som formand for samtlige regioner?

Alle gode kræfter i Silkeborg bør forenes i kampen mod de truende nedskæringer. Her tænker vi på byrådspolitikerne, de politiske partiforeninger i Silkeborg, »Initiativgruppen til udvikling af Regionshospitalet i Silkeborg« og foreningen »Støt Silkeborg Sygehus«.

Sammen er man stærkest, og det er der brug for i disse tider. Der skal kæmpes for døgnåbent, sengepladser, akutbil og skadestue, for det kan 100.000 indbyggere ikke undvære!

Indlæser debat