Minkkommission: Statsministeriet handlede meget kritisabelt

Statsministeriet handlede "meget kritisabelt i forløbet" i Minksagen, viser netop offentliggjort beretning.

Udgivet:30. juni 2022, 14.45

Læsetid:1 minut

Minkkommissionens beretning blev afleveret til Granskningsudvalget i Folketinget torsdag formiddag.

/ Ritzau /

KØBENHAVN Statsministeriet har handlet "meget kritisabelt i forløbet" i Minksagen.

Det står der i Minkkommissionens beretning, som er offentliggjort torsdag.

Kommissionen skriver i sin beretning blandt andet, at Statsministeriet "indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces", som førte til et pressemøde 4. november 2020, hvor regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen udtalte, at alle landets mink skulle aflives.

- Samlet er det kommissionens vurdering, at Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020, står der.

Selv om Statsministeriet får hård kritik, får Fødevareministeriet endnu hårdere kritik i beretningen. Formelt hørte mink under Fødevareministeriet.

Mette Frederiksen har på forhånd frikendt sig selv, men erkendt, at der er blevet begået fejl.

Det udtalte hun til Berlingske tidligere på ugen. Altså før kommissionens beretning var afleveret til Folketingets Granskningsudvalg. Frederiksen tilføjede, at der ikke var grundlag for, at hun skulle for en rigsret.

Også Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, får heftig kritik for sin ageren i sagen.

Kommissionen skriver, at Bertelsen har begået "tjenesteforseelse af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar".

Bertelsen kan drages til ansvar "i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf", lyder det.

Det var Bertelsen, der tog initiativ til, at der skulle være et møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november 2020. Dagen efter meddelte Mette Frederiksen på et virtuelt pressemøde, at alle mink skulle slås ned, også avlsdyrene.

De mange millioner mink skulle aflives af frygt for, at coronasmitten i mink kunne mutere og have negativ effekt på vaccinerne.

/ritzau/