12-årig fik rekord-ørred på krogen i Karup Å

Marcus Gjørret, der lige har taget hul på 6. klasse, kan - helt uden at overdrive - fortælle klassekammeraterne en imponerende lystfiskerhistorie

11. august 2020, 12.06

Under en fisketur ved Karup Å fik 12-årige Marcus Gjørret fra Bording Kirkeby en rekordfisk på krogen. Foto: Privatfoto

BORDING KIRKEBY - Jeg troede først, det var siv, men så kunne jeg mærke, at der var en fisk på krogen. Jeg troede, det var en lille en.

Sådan indleder 12-årige Marcus Gjørret fra Bording Kirkeby sin fortælling om en fisketur, han aldrig glemmer.

Faktisk er der mange, som ikke glemmer turen, for den resulterede i en ny Danmarksrekord.

Marcus og farfar, Arne Gjørret, var 26. juli taget på søndagstur til Karup Å.

Målet var en helt specifik havørred, hvilket i sig selv må siges at være ret ambitiøst.

- Vi havde hørt, at der var en fisker, som havde fanget den dagen før og tabt den igen. Så vi ville prøve, om vi kunne fange den, siger Marcus Gjørret.

Havørreder lever i det salte havvand, hvor de bruger foråret og den tidlige sommer til at æde sig store og fede i blandt andet krebsdyr, insektlarver, bløddyr og småfisk.

Herefter trækker de kønsmodne havørreder op i ferskvandet i åer og andre vandløb for at gyde.

Hvis man vil have en af dem på krogen, kan man med held stile efter pynter og næs, som stikker ud fra kystlinjen, for her indlægger de trækkende fisk ofte en pause.

Farfar og barnebarn havde udset sig et godt sted på strækningen »Nedre Karup Å - Fra Hagebro til udløb i Skive Fjord«.

Skulle bare lige teste ...

- På vej op langs åen stod der fisk flere steder. Åen var brun, og der kom gammel grøde drivende, da der ovenpå de sidste par dages megen regn var høj vandstand, fortæller Arne Gjørret og fortsætter:

- Jeg havde taget kastestangen med, men spinderen var ikke det rigtige valg, da der sad grøde på hele tiden. I stedet kom der en rapalle-wobbler på. Mit barnebarn Marcus havde fluestang med, og der skulle en tung flue til på grund af den høje vandstand. Mens jeg satte fluen på, ville Marcus lige prøve, om det gik okay med wobbleren, så han snuppede min fiskestang.

Er du vimmer mand?

Valget af wobbler, der er en lille farverig lokkefisk med vedhæftede kroge, var tilsyneladende en god taktik.

- Jeg havde kun lige fisket i en halv time, og så var der bid, fortæller den 12-årige, der først blev lystfisker sidste år.

Det stod hurtigt klart, at der var en ordentlig krabat for enden af linen.

- Jeg fangede den i gællerne, og så blev den hurtigt træt, så selve fighten varede kun 10 minutter, siger Marcus Gjørret.

Han erfarede hurtigt, at fisken var ganske tung, så han kaldte på sin farfar, som løb hen og tog fat i fangstkrogen og løftede fisken op i nakken.

- Min farfar sagde: »Er du vimmer mand, den er stor«, lyder det med stolthed i stemmen fra Marcus Gjørret.

12,3 kilo og 95 centimeter

Havørreden målte 95 centimeter og havde en vægt på 12,3 kilo.

- Det var lidt vildt, for den største jeg selv havde fanget indtil da, var kun lige på 50 centimeter, siger den unge lystfisker, der lige er begyndt i 6. klasse, hvor han helt sikkert vil få mulighed for at genfortælle historien om den store fangst.

På listen over danske fiskerekorder kan man finde et utal af rekordindehavere i forskellige kategorier.

Både for hvilken art fisk, der er tale om, og hvorvidt den er fanget i saltvand eller ferskvand. Også fangstredskabet bliver der redegjort for.

Den danske rekord for største havørred i ferskvand blev sat 18. juli 1939, hvor Chr. Plejdrup var på tur til Karup Å og landede en fisk på 14 kilo og 400 gram.

Den danske rekord for største havørred i saltvand blev sat 13. juni 1992, hvor Christian Theilgaard var i Øresund og landede en fisk på 15 kilo og 155 gram.

Det skal fisken nu

Marcus Gjørret fangede altså ikke den største fisk nogensinde, men da han er under 14 år, hører han til »juniorklassen«, og her er de 95 centimeter og 12,3 kilo en ny dansk rekord.

- Det er fedt. Mange ved det og snakker om det, lyder det fra Marcus Gjørret, der har haft tid til at overveje, hvad han vil med den 95 centimeter lange fisk, der siden fangsten har lagt på køl.

- Den skal på et røgeri i Hvide Sande og ryges. Bagefter skal jeg spise den sammen med min familie og nogle gæster, siger den stolte lystfisker.