Børnehaver hjælper børn til at blive sikre på cyklen

3. maj 2019, 06.25

Børn fra Askehuset i Them cyklede på gårdbesøg på Skovgaard Gårdbutik, Horsbjergvej 1, Them Foto: Jens Anker Tvedebrink

Silkeborg Lokale børnehaver er med i en landsdækkende kampagne med Cyklistforbundet om trafiksikre børnecyklister.

12.374 børn fra børnehaver over hele landet deltager i årets kampagne »Vi kan cykle«.

Ifølge Cyklistforbundet kan børn begynde allerede ved to års alderen at øve sig i at cykle. Først senere skal det handle om at lære barnet alt det andet, som det skal kunne for at blive klar til at bevæge sig ud i trafikken.

- At være en god børnecyklist handler om meget mere end at lære færdselsregler. Det handler først og fremmest om at blive tryg på en cykel og turde løfte en hånd fra styret, kigge sig over skulderen eller bremse og sætte den ene fod på jorden. Det er forudsætningen for at blive en trafiksikker børnecyklist, der kan signalere sving til siden eller se efter trafik bagfra, lyder det fra Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam.

Med kampagnen Vi kan Cykle! tilbyder Cyklistforbundet sammen med Østifterne børnehaver en cykellegspakke, der skal hjælpe pædagogerne i gang med at bruge Cyklistforbundets koncept »Cykelleg«, der er en let og sjov måde at få mere cykling ind i hverdagen og træne balance, afstands- og fartbedømmelse og forskellige manøvrer på cyklen - uden at opdage det, fordi børnene leger og har det sjovt.

Cyklistforbundet har sammen med Østifterne kørt Vi kan Cykle!-kampagnen gennem antal år og med så stor succes, at man i år har valgt at udvide kampagnen og gøre plads til endnu flere børn og institutioner. I år deltager 12.374 børn fra 315 institutioner i 72 kommuner.