Lokal købmand Svends råd: Undgå at blive helt firkantet i hovedet

Thorsøs Meny-købmand Svend Aage Laursen er nu ovre to ugers frivillig karantæne og glad for at være tilbage i butikken

24. marts 2020, 11.29

- Mit personale har været rigtig gode til at løfte opgaven med at sikre butikken i den her situation, siger Svend Aage Laursen, der efter 14 dage i karantæne er tilbage i sin butik. Her ses ved han den lukkede ta’ selv-slik-afdeling. Foto: Jens-Erik Sinnbeck

THORSØ En helt almindelig mandag på arbejde - jubii!

Thorsøs Meny-købmand, Svend Aage Laursen, havde svært ved at skjule et bredt smil, da han mandag tog hul på en ny uge, hvor han igen er tilbage i sin store dagligvarebutik.

I de forløbne to uger har han og hans kone Berit - og fem af deres venner - været i frivillig karantæne hjemme, fordi de umiddelbart forinden havde været på ferie i Norditalien, det område i Europa, der er hårdest ramt af corona-virus.

- Dét har jeg savnet

Nu er de to uger gået, og hverken Svend eller Berit eller deres venner har haft symptomer. Så nu står den igen på almindeligt arbejde.

- Og dét har jeg savnet, erkender Svend Laursen.

Har du nogle gode råd til andre, der ikke nødvendigvis er sat i karantæne, men skal holde sig hjemme i nogle uger frem?

- I hvert fald ét: Man skal passe på med bare at sætte sig ned og kigge ud ad vinduet eller sidde og se fjernsyn, for så bliver man helt firkantet i hovedet.

Koblet på butikkens edb

- Heldigvis fik jeg lavet mit edb derhjemme, så jeg kunne koble mig på butikkens system hjemmefra, og så kunne jeg lave en del dér med at bestille ting og sager, så det ikke bebyrdede mine medarbejdere henne i butikken. Jeg kunne følge med i det, hvis der var varer, de var ved at løbe tør for - der var jo en kortvarig hamstringsbølge - og der havde jeg så god tid til at prøve at finde tingene rundt omkring.

50 liter maling brugt

- Og så sker der det, at min kone kaster den idé ud i luften, om det ikke var en god idé, at vi malede hele huset indvendig, fortæller Svend Laursen.

- Det syntes jeg jo også. Jeg fandt ud af, at det er rigtig godt at male, når man går og er dybt frustreret over at sidde derhjemme og gerne vil hjælpe sine kolleger, når man ved, hvor travlt de har.

- Jeg fik da også brugt 50 liter maling, konstaterer han.

Haven holdt han og hans kone sig helt fra.

- Vi holdt os inde i huset i hele perioden - vi ville ikke løbe nogen risiko ved at gå rundt ude i haven.

Men isoleret føler man sig selvfølgelig, når man ikke kan gå udenfor en dør.

Det sociale liv blev selvfølgelig sat på stand by. Men Svend og hans kone var opmærksomme på at kontakte venner og familie tit og ofte over telefonen. Og så havde de en sjov ting kørende med deres venner, der også var i karantæne efter turen til Norditalien.

- Hver aften tog vi et foto af vores aftensmad og delte med de andre, og så gik diskussionen lystigt om, hvem der nu fik det mest spændende at spise.

Gode til at løfte opgaven

Svend Aage Laursen er meget glad for gensynet med medarbejderne og butikken.

- Mit personale har været rigtig gode til at løfte opgaven med at sikre butikken i den her situation. Vi har meget stort fokus på sikkerheden med håndsprit ved indgangen, afstandsstriber, plexiglas-plader ved kasserne osv. Ta’ selv-slik er lukket ned og ved ta’ selv-brødet er alt brød lagt i poser, fortæller han.

- Og kunderne er gode til at holde afstand, når de går gennem butikken og står i god afstand ved kassen.