Rygsmerter satte ham i gang: Jesper fejrer løbedag nummer 3000 i træk

Jesper Overgaard Holm fra Hauge startede med at løbe på grund af rygsmerter. Og han er ikke til at stoppe. Mandag nåede han løbedag nummer 3000 i træk

Udgivet:16. maj 2022, 18.08

Læsetid:3 minutter

Over 20 kollegaer fra Jyske Bank var mandag aften hjemme hos Jesper Holm for at fejre ham. Det var nemlig hans løbedag nummer 3000 i træk. Han havde selv inviteret til en aften med en lille løbetur efterfulgt af lidt god mad og drikke. Foto: Morten Hallstrøm

HAUGE Over 20 kollegaer fra Jyske Bank fra Kjellerup, Bjerringbro og Viborg var mandag aften samlet hjemme hos bankrådgiver Jesper Overgaard Holm på Haugevej i Hauge.

De var kommet for at fejre ham.

Det var nemlig hans løbedag nummer 3000 i træk.

Løb er ikke kun for sjov for Jesper.

Løb blev Jespers medicin til at komme voldsomme rygsmerter til livs.

- Tilbage i 2004 fik jeg min ryg scannet efter et nærmest kollaps i ryggen. De gode læger på Mølholm i Vejle sagde, at scanningen både viste noget godt og noget skidt.

- Det gode var, at det der ikke var skader at se, men at ryggen manglede muskler. De anbefalede mig nogle rygøvelser og sagde, at jeg skulle i gang med at løbe - to-tre gange om ugen var anbefalingen og en fem-otte km pr. tur.

Læs også
Jesper løb fra smerterne i ryggen Jesper løb fra smerterne i ryggen
Læs også:
Jesper løb fra smerterne i ryggen

- Det havde jeg slet ikke kondition til, så derfor tænkte jeg en lille tur næsten hver dag. Fra sidst i februar 2014 satte jeg målet om, at det skulle være hver dag, og for at holde mig op på det indviede jeg min læsemakker fra bankskoletiden, Jesper Hansen, i planen og sendte ham en sms hver dag, når dagens løbetur var overstået, fortæller Jesper.

Nu føler jeg nærmest at min form er i top. Dagens tur giver mere energi og velvære, end at den dræner mig for energi. Det er herligt at løbe i ro og fred og nyde dagens første solstråler
Jesper Overgaard Holm, bankrådgiver i Jyske Bank og løber

De første 500 dage løb han 2,8 km. De næste 500 løb han 3,5 km. Så var det tid til at markere de første 1.000 dage. Det skete den 20. november 2016.

- Her mødte mine gæve kolleger fra Jyske Bank i Kjellerup op kl. syv om morgenen og mange løb med på jubilæumsturen. Det var en mørk men fin morgen, hvor deres medbragte fakler lyste op på turen rundt. Bagefter var der rundstykker, kaffe og en lille dram.

Den 20. november 2016 blev også dagen, hvor de daglige kilometer blev øget til syv km. Og syv km har været dagens portion frem til den sidste dag i 2021.

Læs også
Jyske Bank flytter personalet i Kjellerup Jyske Bank flytter personalet i Kjellerup
Læs også:
Jyske Bank flytter personalet i Kjellerup

Siden har den stået på 10,5 km dagligt. Typisk med syv km om morgenen med afgang hjemmefra kl. ca. 6.15, og så 3,5 km om eftermiddagen.

- Nu føler jeg nærmest at min form er i top. Dagens tur giver mere energi og velvære, end at den dræner mig for energi. Det er herligt at løbe i ro og fred og nyde dagens første solstråler, siger han.

Her engang i foråret faldt snakken på løb med Jespers leder, Rikke Lyng, om at de 3000 dage nærmede sig. »Det skal da fejres Jesper«, sagde Rikke.

- Nå ja, det skal det vel, tænkte jeg.

Så derfor inviterede han kolleger hjem til en lille løbetur og efterfølgende lidt mad og drikke.

De sidste ca. to år har han været tilknyttet et team i Jyske Bank Viborg men med de fleste arbejdsdage i Kjellerup-afdeling. Nu indgår Kjellerup i et netværk med Bjerringbro og Viborg - der er ledet af Chris Stenskrog, Rikke Lyng og Frederik Drøscher.

Og hvad så fra nu kan man tænke, er det bare at fortsætte med flere dage med løb.

- Ja, indtil videre er det. Ryggen holder, og det tænker jeg ikke den gør uden. Så kan det da godt være, at jeg vender tilbage til syv km om dagen, som jeg føler er et passende niveau.

- Det tror jeg også vores hund Theo, der er med hver dag, vil synes om. Jeg tænker at jeg bare fortsætter. Næste mål må være 650 dage mere. Så er der nemlig 10 år i hus med løb dagligt, smiler Jesper.

Indlæser debat