Hammel Fjernvarme får ny mand i spidsen

Bjørn Stender bliver ny direktør for selskabet

7. januar 2021, 10.30

Bjørn Stender er 49 år og bor i Aarhus.

JOBNYT: En ny mand skal lede Hammel Fjernvarme.

Fra 1. februar bliver Bjørn Stender ny direktør for Hammel Fjernvarme. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør for genanvendelsesvirksomheden Dansk Affald A/S. Derudover har han blandt andet været chef for et større affaldskraftvarmeværk.

- Det er en tilfreds og enig bestyrelse, der byder velkommen til Bjørn Stender som ny direktør for Hammel Fjernvarme, siger bestyrelsesformand for Hammel Fjernvarme, Stig Andersen.

Bjørn Stender overtager for Niels Haugaard, som fratræder 28. februar efter 18 år som direktør. Bestyrelsesformanden sender ros til den snart forhenværende direktør.

- Takket været Niels Haugaard har Hammel Fjernvarme i dag et af landets mest effektive og miljørigtige affaldsforbrændingsanlæg - samtidig med, at varmeprisen ligger blandt landets billigste, siger Stig Andersen.

Hammel Fjernvarme er et andelsselskab ejet af sine 4000 forbrugere. Selskabet har hovedsæde i Hammel, beskæftiger 16 medarbejdere og brænder årligt 34.000 ton affald og 13.000 ton flis. Derudover har Hammel Fjernvarme varmecentraler i Gjern, Fårvang og Lading-Fajstrup.

I december kom det frem, at Hammel Fjernvarmes forbrændingsanlæg er på KL’s såkaldte dødsliste sammen med en række andre anlæg i Danmark som led i en klimaaftale. Men Hammel Fjernvarme har tænkt sig at kæmpe for anlæggets overlevelse, lyder det. BEC