Silkeborg-Voel var uden chance i lokalopgør

Med otte spillere på skadeslisten tabte Silkeborg-Voel klart til Herning-Ikast

24. april 2021, 15.51

Eira Aune fik en masse spilletid og scorede seks gange i Jysk Arena, hvor Silkeborg-Voel kun havde tre bagspillere til rådighed. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel havde kun æren at spille for i lørdagens slutspilskamp i Jysk Arena, hvor de skadesplagede værter løb ind i et ventet nederlag på 27-37 til naboerne fra Herning-Ikast.

Mens hjemmeholdet på forhånd havde udspillet sin rolle i puljen, var gæsterne pisket til sejr for at fastholde førstepladsen. Derfor var det heller ikke uventet, at decimerede Silkeborg-Voel, der kun havde 10 spillere med til kampen, blev løbet over ende i indledningen.

Lea Hansen var det seneste navn på skadelisten, der også tæller Natasja Andreasen, Louise Ellebæk, Jane Schumacher, Mathilde Kristensen, Helene Kindberg, Naja Frøkjær og Hege Bakken Wahlquist. Sidstnævnte har spillet sin sidste kamp i karrieren, der indstilles efter sæsonen grundet knæproblemer.

Efter 12 minutter og 30 sekunders spil tog cheftræner Jakob Andreasen timeout ved stillingen 3-11, men gæsterne nåede at score fire gange yderligere, inden Silkeborg-Voel meldte sig ind i kampen. Frem mod pausen fik værterne reduceret det store forspring til 12-20.

Ganske bemærkelsesværdigt blev hverken Stine Bonde eller Eli Marie Raasok noteret for en eneste redning i første halvleg, mens Sabine Englert havde ni af slagsen og stod med en redningsprocent på 47 i gæsternes mål. Det var stærkt medvirkende til den store forskel på måltavlen.

Stine Bonde åbnede anden halvleg med to redninger, og favoritternes føring blev kortvarig bragt ned på syv mål. Men opblomstringen var kort, og seks minutter efter pausen var Herning-Ikast igen foran med 10.

I den efterfølgende periode byttede de to hold mål, og selvom Eli Marie Raasok nåede op på syv redninger frem mod slutfløjtet, måtte Silkeborg-Voel se sig slået med 27-37. Kampens sidste mål blev sat ind af Voel-stregen Josefine Videbæk.

Der resterer fortsat to udekampe for Silkeborg-Voel, inden sæsonen er slut. På tirsdag venter Team Esbjerg, inden der sættes punktum i hovedstaden mod København Håndbold lørdag 1. maj.