
Silkeborg-Voel fik hjælp og er klar til slutspillet
Silkeborg-Voel kan ikke længere indhentes, efter Team Esbjerg sejrede i Horsens
Udgivet:14. marts 2023, 22.11
Læsetid:1 minut
Silkeborg-Voel kan juble over en plads i slutspillet. Foto: Jakob Stigsen Andersen
HÅNDBOLD Uden at spille blev Silkeborg-Voel KFUM klar til slutspillet tirsdag aften.
Her hentede Team Esbjerg en overbevisende sejr på udebane over Horsens, der måtte se sig slået med hele 23-36. Resultatet betyder, at Silkeborg-Voel ikke længere kan skubbes ud af top-8.
Jakob Andreasens tropper har 21 point på syvendepladsen, og der er tre point ned til Horsens på niendepladsen inden sidste runde i grundspillet.
Silkeborg-Voel spiller den sidste kamp torsdag aften, hvor Ringkøbing gæster Jysk Arena.
Odense vandt grundspillet
Tirsdag aften stod det også klart, at Odense Håndbold vandt grundspillet. Her ville et enkelt point mod Ajax København være nok til at sikre førstepladsen.
Kampen var dog ikke mange minutter gammel, før det stod klart, at fynboerne aldrig ville få problemer med at hente begge point.
På hjemmebane vandt Odense 37-14, og selvom Team Esbjerg altså slog Horsens, kan vestjyderne ikke længere nå førstepladsen.
Fire point adskiller de to hold før sidste spillerunde. Her mødes netop Esbjerg og Odense, og det opgør kan måske give en indikation om, hvem der går mest formstærk ind til slutspillet.
Odenses sejr betyder efter alt at dømme også, at fynboerne er klar til næste sæsons Champions League.
Kun danmarksmesteren er garanteret en plads, men i flere år har Danmark været repræsenteret af to hold i den fineste europæiske klubturnering, og så er grundspilsplaceringen afgørende.
Hvis grundspilsvinderen også vinder DM-guld, går den anden potentielle plads til den tabende finalist.
hove/ritzau/
Indlæser debat