Leder: Rugekasse for regatta-ideer

23. august 2021, 13.14

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Det var ikke kun bådfolket, der havde lagt sig i selen ...

Lørdag var det som om, selv vejrguderne tænkte, at de hellere måtte hanke op i sig selv efter mange blæsende og regnvåde uger.

Og ikke mindst derfor blev weekendens Mini-regatta i Silkeborg så markant en succes, at en tradition formentlig blev født.

Og så er det jo tankevækkende, at en Mini-regatta, kogt ind til en fond af det væsentlige: masser af udsmykkede og illuminerede både, faktisk er i stand til at bære sig selv som begivenhed. Nogle gange står ting bare stærkest, når de står rent

Hans Krabbe i dagens leder

Den store, traditionsrige 12-cylindrede Ildfestregatta skulle jo have været afviklet i år, men coronaen skubbede eventen til næste år, og så var vejen banet for weekendens erstatnings-arrangement.

Men det var slet ikke fornemmelsen af erstatning, folk stod med, da solen lørdag aften gik ned, månen stod op og anslået over 600 illuminerede både med skovlfartøjet Hjejlen i spidsen majestætisk gled ud omkring Paradisøerne og hjem igen via Brassø.

- Det har været en helt fantastisk og uforglemmelig oplevelse, lød det således fra sydjyske Morten Knudsen og kæresten Betina Nydal, som faktisk troede, de skulle opleve den fulde Ildfestregatta. Men som endte med at være fyldt helt og aldeles op af at have været en del af Mini-regattaen.

Også arrangøren, Hjejleselskabet, var tilpas med forløbet og reaktionerne fra alle medvirkende. Ikke mindst da fremmødet, selv om der var tale om en slags genopførsel af en »ren« regattafest uden de sideaktiviteter, der gennem årene er stødt til og har udviklet den silkeborgensiske traditionsfest til et tilløbsstykke uden lige.

Som Hjejle-direktør Thomas Klostergaard pointerer i dagens evaluering af weekendens forløb, var der i store træk tale om en regatta kogt ind til det, regattaen var i sin oprindelige form.

Det virkede. Og det kommer det gamle selskab, der vedholdende arbejder på at være en relevant leverandør af nutidige oplevelser, til at tage med sig videre.

Klostergaard signalerer, at Mini-regattaen er kommet for at blive. Og at den sagtens kunne få et selvstændigt liv som inspirationsgiver til, hvordan Riverboats og DGIs store Ildfestregatta kan styrkes og udvikles.

Læs også
Den magiske lysfest til søs
Abonnement

Det er godt tænkt løbende at produktudvikle »the main event« via kontinuerlige eksperimenter i en mindre målestok. Og givende og konstruktivt, hvis flere aktører tager ejerskab i flok.

Læs også
Rørt Hjejledirektør om miniregatta: En kæmpe opbakning
Abonnement

Og så er det jo tankevækkende, at en Mini-regatta, kogt ind til en fond af det væsentlige: masser af udsmykkede og illuminerede både, faktisk er i stand til at bære sig selv som begivenhed.

Nogle gange står ting bare stærkest, når de står rent.