Lars Larsens familie fordobler beløb til Kræftens Bekæmpelse

Over én million kroner er på vej til Kræftens Bekæmpelse som følge af Lars Larsens død og bisættelse

29. august 2019, 09.12

Foto: Jakob Stigsen Andersen

SEJS-SVEJBÆK I stedet for blomster havde Lars Larsens familie opfordret til at støtte Kræftens Bekæmpelse med en donation i forbindelse med købmandens bisættelse.

Beløbet blev 550.000 kroner, og det glæder søn og ny bestyrelsesformand for Jysk, Jakob Brunsborg.

Der er både bidrag fra familie, venner, medarbejdere og forretningspartnere, men der er også mange mennesker, der ikke kendte Lars Larsen personligt, som har sendt en hilsen og en donation.

- Det er vi utrolig glade for, og derfor har vi også besluttet, at Lars Larsen Group fordobler det indsamlede beløb, når indsamlingen slutter på lørdag. Ved på den måde at støtte forskning og behandling håber vi, at der på sigt er færre familier, der skal igennem det, vi har oplevet, siger Jacob Brunsborg.