Hærvejsmotorvej - myten om rigtige penge

16. juni 2020, 12.36

MOTORVEJ Under overskriften »Myter og misinformation« angreb Poul Andersen og Jens Vibjerg fra Hærvejskomiteen her i avisen kritikerne af en Hærvejsmotorvej.

Det er de to lobbyister, der her selv er på banen med myter og misinformation ved bl.a. endnu en gang at påstå, at motorvejsprojektet vil give et samfundsmæssigt overskud på over 5 %. De nævner ikke, at en stor andel af overskuddet er rent fiktive penge. Det er nemlig luftpenge. Hvis man trak disse luftpenge ud af regnestykket, ville rentabiliteten af Hærvejsmotorvejen ligge nærmere nul end 5 %.

Luftpengene fremkommer ved, at man omregner glæden ved, at man som privat bilist kan komme fra det ene sted til det andet, til kroner og ører, som ingen nogensinde ser.

Både den foregående og den nuværende transportminister har offentligt udtalt, at der er tale om ikke omsættelige penge - altså luftpenge. Transportministeriets embedsfolk har forklaret mig, at modellen alene bruges for at kunne sammenligne forskellige vejprojekter med hinanden og ikke til at vurdere, om projektet overhovedet kan betale sig set i kroner og ører.

Der er dog stadig folketingspolitikere og lobbyister, som holder i liv i myten om, at det samfundsmæssige overskud er rigtige omsættelige penge. Det hører man både i Folketinget og i medierne. Det ville være rart at få afkræftet myten af de to tidligere folketingspolitikere Poul Andersen og Jens Vibjerg, så vi kan få den slags myter og misforståelser ud af motorvejsdebatten.

Læs Hærvejskomiteens indlæg her
Myter og misinformation om Midtjysk Motorvej