SIF takkede af med en sejr i Odense

Emil Holten blev dobbelt målscorer i udesejren over OB

8. juli 2020, 21.55

Frederik Alves og SIF vandt for anden gang i gruppespillet over OB. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FODBOLD Silkeborg IF sagde onsdag aften farvel og tak for denne gang til Superligaen med en sejr.

På udebane vandt nedrykkerne med 3-1 over et uprøvet OB-hold, der havde skiftet på 10 pladser og stillede med det yngste førstehold nogensinde i Superligaen.

Kampens matchvinder blev Emil Holten. Han fik chancen i stedet for Junior Brumado i front og greb den ved at score to fine angribermål før pausen.

Først satte Emil Holten i det 12. minut foden på et glimrende fladt indlæg fra venstre fra Svenn Crone, og et lille kvarter senere gentog han bedriften. Denne gang efter et flot oplæg fra Rasmus Carstensen i den modsatte side.

I det hele taget sad SIF totalt på kampen i første halvleg. De unge fynboer kunne slet ikke vriste bolden fra de boldsikre gæster, og der var intet at sige til, at udeholdet var i front med to mål efter de første 45 minutter.

Efter pausen kom OB bedre med, mens spillet ikke længere gled på samme måde for SIF-spillerne.

10 minutter inde i anden halvleg fik værterne så reduceret på deres første reelle chance, da Mikkel Hyllegaard med et fladt skud udplacerede en langt fra sagesløs Oscar Hedvall i SIF-målet. Men ellers kom hjemmeholdet ikke frem til meget.

I anden halvleg blev der skiftet flittigt ud på begge hold, og efter kort tid på banen var Alexander Lind lige ved at bringe SIF foran med 1-3. Men fra tæt hold fik den indskiftede angriber ikke dirigeret bolden i mål.

Til gengæld var Alexander Lind skarp i overtiden. Han modtog en fin stikning fra Sebastian Jørgensen, og med en flad afslutning scorede han til slutresultatet 1-3.

Dermed fik SIF i den 32. og sidste runde sæsonens sjette sejr.