DET ER DIT VALG - KV21

Officielt: Storgaard er borgmester

Alle partier, der er med i det kommende byråd i Favrskov, er med i konstitueringsaftale

23. november 2021, 08.17

Fra venstre Thake Fogh Cordt (EL), Erling Høj Sørensen (NB), Lars Storgaard (K), Isabell Friis Madsen (S), Søren Frandsen (SF), Birgit Liin (V), Torben Christensen (R) Mercedes Czank (DF). Alle partier i det kommende byrådstår bag en konstitueringsaftale,der gør Lars Storgaard til borgmester. Pressefoto

FAVRSKOV I en bred konstitueringsaftale har samtlige partier i Favrskov Byråd peget på Lars Storgaard fra Det Konservative Folkeparti som ny borgmester. Dermed er Lars Storgaard kommende borgmester for Favrskov Kommune fra årsskiftet. Det fremgår af en fælles pressemeddelelse fra partierne.

Lars Storgaard fortæller, at det er med stor ydmyghed, taknemmelighed – og stolthed – at han sætter sig i borgmesterstolen fra januar 2022.

- Jeg vil arbejde hårdt for en kommune i både vækst og balance og har i sinde at være borgmester for alle i Favrskov – øst som vest, blå som rød, ung som gammel, rask som syg. Arbejdstøjet er allerede på, så vi sammen kan passe på Favrskov, siger den kommende borgmester.

Venstres Birgit Liin bliver 1. Viceborgmester. Hun glæder sig over den brede konstituering.

- Samarbejdet om konstitueringsprocessen har været konstruktivt og dialogsøgende, hvilket lover godt for arbejdsklimaet i det kommende byråd, siger hun.

Ærgerlig og positiv

Socialdemokratiets Isabell Friis Madsen er ny 2. Viceborgmester, og selv hun kalder det ærgerligt, at Nils Borring måtte afgive borgmesterposten, er hun positiv i forhold til konstitueringsaftalen.

- Vi er bevidste om, at vi har fået mere end hver tredje stemme og er langt det største parti. Derfor har vi en naturlig ambition om at få mest mulig indflydelse. Med fire formandsposter i stående udvalg samt formandsposten i det særlige Børne- Unge Udvalg mener vi, at vi har et godt afsæt for at skabe resultater i det nye byråd, lyder det fra Isabell Friis Madsen.

SFs Søren Frandsen, der genvandt sin plads i byrådet, understreger, at det er glædeligt med en bred konstituering.

- Jeg har til sinde at holde Lars (Storgaard, red.) op på ønsket om brede samarbejder – og den grønne omstilling, siger Søren Frandsen.

Mercedes Czank fra Dansk Folkeparti glæder sig også over den brede konstituering.

- Jeg ser frem til at lave resultater til gavn for borgerne i de næste 4 år, siger hun.

Akkurat som Mercedes Czank var Erling Høj Sørensen fra Nye Borgerlige med til at gøre Lars Storgaard til borgmester. Nu glæder han sig til at tage hul på sin første byrådsperiode.

- Som ny i byrådet glæder jeg mig til at komme i gang med arbejdet, og jeg ser frem til et godt samarbejde på tværs af partier. Jeg er meget stolt over den tillid, vi er blevet vist af vælgerne, og er klar til at tage ansvar, siger Erling Høj Sørensen.

Grønne løfter

Både Enhedslistens Thake Fogh Cordt (og Radikales Torben Christensen har grønne ønsker for de kommede fire år.

- Jeg ser frem til samarbejdet om at sikre en kommune i balance, og håber ellers på at kunne fastholde det øvrige byråd på de grønne løfter, der er givet i valgkampen, siger Thake Fogh Cordt, mens Torben Christensen er glad for, at vælgerne har givet Radikale Venstre en plads i byrådet.

- Med konstitueringen ser jeg frem til at indtræde i et byråd, som vægter et bredt samarbejde henover midten, og jeg vil arbejde hårdt for, at vi sammen finder grønne løsninger i Favrskov, siger Torben Christensen.

God samarbejde

Med konstitueringsaftalen underskrevet, er vejen banet for den kommende byrådsperiode.

Lars Storgaard, altså den kommende borgmester, runder af:

- Nu venter det konstituerende byrådsmøde til december, og så glæder jeg mig ellers til, at vi alle sammen finder en god samarbejdsform, så vi kan være den kommune, som vores borgere forventer og fortjener, siger han.

Indlæser debat