Leder: Kvindeligt pres på førstemanden

3. oktober 2020, 08.03

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Hun smilede som den sol, der netop var brudt gennem fredagens regntunge skyer, gjorde Helle Gade. For hun havde netop vundet den socialdemokratiske urafstemning om, hvem der skal være partiets spidskandidat til kommunalvalget næste år.

Dermed ligger det fast, at det bliver en kvinde fra oplandet - Helle Gade er vævet sammen med Voel - der skal udfordre den siddende borgmester Steen Vindum og ikke som i 2017 en mand fra byen, da duellen stod mellem Vindum og Søren Kristensen.

Med valget af Helle Gade er der tale om et markant stilskifte hos S. I Søren Kristensen havde man den erfarne udfordrer. Altid afbalanceret, inde i sagerne og velargumenteret. Konsensussøgende. Men samtidig distanceret og med teknokratiske træk. Lukkede man øjnene under sidste valgkamps mand-mod-mand dueller med Steen Vindum, kunne det i en snæver vending være svært at høre, hvem der var rød, og hvem der var blå. Havde de socialdemokratiske partimedlemmer peget på Rune Kristensen, havde de valgt en fortsættelse af den linje.

Den stadigt politisk grønne Helle Gade har potentialet til at folde sig ud som noget helt andet

Hans Krabbe

Den stadigt politisk grønne Helle Gade har potentialet til at folde sig ud som noget helt andet. Dels er hun kvinde, hvilket er forfriskende men ikke en kvalitet i sig selv. Dels kommer hun med en klar dagsorden om at styrke velfærden, og hendes folkelighed kan flytte meget, hvis ellers hun tøjler impulsivitet og temperament. Men måske mest vigtigt: hun kommer med en ballast som den fjerdestørste stemmesluger ved sidste kommunalvalg, kun slået af Vindum, den detroniserede partikammerat Søren Kristensen og Venstres Jarl Gorridsen.

Læs også
Socialdemokraterne har valgt: Vil have Helle Gade som borgmester
Abonnement

Men hvad mon kommunens aktuelle førstemand, Steen Vindum, går rundt og tænker i den her weekend? Han bør fokusere på, at netop Gades folkelighed og velfærdsdagsorden kan blive faktorer, som om et år efterlader ham med søvnløse nætter.

Var tiden frem mod KV 2021 et etapecykelløb, kunne man sige, at V-holdkaptajnen Vindum netop havde fyret sin vigtige hjælperytter Gitte Willumsen, mens resten af holdet er i verbal infight med tilhængerskaren langs vejsiden.

Læs også
S: Helle Gade som borgmester
Abonnement

Hos modstanderne er opgaven for S-kaptajn Gade at træde i karakter og vise lederskab, og at få den skuffede Rune Kristensen til at køre for sig efter et relativt tæt valg. Hvorefter de skal blive enige om taktikken på bjergetapen frem mod 16. november 2021.

Der er optræk til fascinerende måneder.

Læs også
Rune Kristensen: Jeg skal lige sunde mig
Abonnement