Jysk sætter ny rekord med milliardoverskud

Udgivet:30. november 2021, 12.00

Læsetid:2 minutter

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Søren Nielsen
Digital Redaktør| sn@midtjyllandsavis.dk

Med et resultat på 4,5 milliarder kroner for regnskabsåret 2020/21 har Jysk igen leveret på et historisk højt niveau.

Selvom 2020/21 bød på mange udfordringer for Jysk i form af tusindvis af lukkede butikker, formåede virksomheden endnu engang at sætte ny rekord med en omsætning på 32,6 milliarder kroner og et resultat på 4,5 milliarder kroner før skat.

Dermed steg omsætningen med 7 procent, mens resultatet er 21 procent bedre end i 2019/20.

- Det er et resultat, som jeg er meget tilfreds med. Præcist som for de fleste andre virksomheder var det et meget udfordrende år for Jysk på grund af de mange restriktioner, vi mødte rundt omkring i de europæiske lande. Derfor har medarbejderne også grund til at være meget stolte over resultatet, siger President & CEO i Jysk, Jan Bøgh i en pressemeddelelse.

Der har dog været forskel på, hvordan coronapandemien har påvirket Jysk på de enkelte markeder. Det bærer resultaterne i høj grad præg af, oplyser virksomheden.

- Vores største marked er Tyskland, hvor vi har næsten 1.000 butikker, og det var samtidig et af de lande, hvor nedlukningen af detailhandlen varede længst. Det betyder også, at vi har tabt omsætning i Tyskland sammenlignet med året før. Omvendt har vi øget omsætningen betydeligt i Skandinavien, England, Irland, Belgien og en række lande i Øst- og Centraleuropa, og det har været i stand til mere end at opveje nedgangen i Tyskland, siger Jan Bøgh.

Ifølge Jan Bøgh betyder det også, at nogle markeder har et kæmpe potentiale for vækst i indeværende regnskabsår, mens andre lande må forberede sig på, at det kan blive svært at leve op til omsætningen fra 2020/21.

Jysk har ingen planer om at skrue ned for investeringerne eller ændre ved planen om, at samtlige butikker skal være opdateret til det nyeste butikskoncept inden udgangen af august 2024.

- Vi kan se, at vores nye butikskoncept tiltrækker flere kunder, og derfor skal vi selvfølgelig fortsætte investeringerne. Den største udfordring har indtil videre været at få de nødvendige materialer hjem både til ombygning af eksisterende butikker og etablering af nye, hvilket skyldes udfordringerne på verdensmarkedet med mangel på råvarer og logistikkapacitet. Vi har dog en forventning om, at det kommer til at rette sig i løbet af de kommende år, siger Jan Bøgh.