Patrick fra Bygma Them scorede 12-tal ved fagprøve

12. juni 2019, 12.30

Patrick Larsen Østrup fra Bygma Them bestod fagprøven og fik overrakt blomster af souschef Claus Birkbak.

FAGPRØVE Patrick Larsen Østrup, der er salgstrainee i Bygma og bor i Funder Kirkeby har netop bestået sin fagprøve som bevis på at han har nået slutmålet for sin uddannelse i Bygma. Han fik et 12-tal for sin opgave om handelsaftaler.

- Jeg valgte mit emne ud fra, hvad jeg har at gøre med i dagligdagen, og da jeg er disponent over arbejdstøj og sikkerhed kunne jeg se en fordel i at beskæftige mig med dette område. Det er desuden en produktgruppe, jeg altid har været meget interesseret i, fortæller Patrick Larsen Østrup.

Fagprøven gennemføres i et samarbejde mellem Bygma og Business College Syd, der står for den teoretiske del af uddannelsen. Fagprøven forholder sig til en praktisk problemstilling i virksomheden og er valgt af eleven i samarbejde med hans eller hendes nærmeste leder.

Patrick mangler dog en sidste eksamen, før han er udlært. Bygma tilbyder sine salgstrainees et ekstra akademimerkonomfag i faget salg- og salgspsykologi. Denne eksamen som afholdes sidst i juni, giver 10 ECTS-points, som de unge kan bygge videre på i deres fremtidige uddannelse.