Odense Håndbolds formstyrke kræver endnu et offer

Althea Reinhardt stod onsdag en stor kamp for Odense, som stadig ikke har tabt siden oktober.

Udgivet:11. januar 2023, 21.51

Læsetid:2 minutter

Althea Reinhardt endte med en redningsprocent på over 40 mod Viborg. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

ODENSE Odense Håndbold er for en stund tilbage på førstepladsen i kvindernes liga.

Med en sejr på 26-22 hjemme over Viborg HK rykkede fynboerne onsdag aften forbi Ikast Håndbold, som har spillet en kamp mindre.

Men Ikast har god grund til at frygte de forsvarende mestre, som er inde i en formidabel stime.

På tværs af alle turneringer har Odense ikke tabt en kamp siden 12. oktober, hvor netop Ikast besejrede titelkonkurrenterne.

Siden har fynboerne været flyvende i både ligaen, Champions League og pokalturneringen, og onsdagens sejr var heller ikke for alvor i fare.

Der var skarphed til forskel i første halvleg af kampen mod Viborg.

Med målvogter Althea Reinhardt som en sprællende mur på stregen formåede Odense hele tiden at være et skridt foran udeholdet.

Viborg skulle i virkeligheden være godt tilfreds med kun at være bagud med 10-14, som pausestillingen lød.

Med en redningsprocent på 50 var Reinhardt umulig at få bugt med for gæsterne, som på et tidspunkt ikke havde scoret i næsten ti minutter.

Men selv om Odense hele tiden var et skridt eller to foran, nægtede Viborg at lægge sig. Karen Poulsen indledte anden halvleg med at reducere til 11-14, og forspringet lå hele tiden og vippede mellem tre og fire mål.

Men særligt Dione Housheer nægtede at lade Viborg komme tættere på. Hun var sikker på sine tre straffekast og endte som topscorer med syv fuldtræffere.

Med fem minutter igen reducerede Viborg endnu en gang forspringet til tre mål, men kom aldrig tættere på at tage point med hjem over Lillebæltsbroen.

Odense har 23 point på førstepladsen med 1 point ned til Ikast Håndbold.

Viborg HK er nummer seks med 13 point.

Tredjepladsen i ligaen tilhører Team Esbjerg, som senere onsdag besejrede Ajax København på udebane.

Tidligt i sæsonen vandt københavnerne sensationelt over vestjyderne, men onsdag var der ingen tvivl om udfaldet i sejren på 29-20.

Nykøbing F. Håndboldklub er nummer fem efter sejren på 37-26 over Skanderborg, mens Silkeborg-Voel tog to point med fra kampen mod Sønderjyske.

/ritzau/