Borgermøde om AVK-byggeri

16. maj 2020, 10.46

AVK Holdings kommende domicil er tegnet af Ry-arkitekten Steen Hassager. Koncernen har opkøbt tre grunde på samlet 3.393 kvadratmeter til nybyggeriet. Foto: Jens-Erik Sinnbeck

GALTEN Lokalplanforslaget vedrørende AVK Holding’s nye domicil ved Søndergade i Galten, er nu sendt i offentlig høring. Planen vil åbne for et nybyggeri i op til fire etager med en højde på max. 15 meter.

AVK har opkøbt tre grunde til nybyggeriet - dels grunden, hvor Bonus-benzintanken står lidt endnu, dels nabogrunden mod syd på Søndergade og nabogrunden mod vest ud mod Præstdam.

På arealet skal opføres et nyt domicil i tre fløje med et samlet etageareal på 2.640 kvadratmeter. Den offentlige høring løber frem til 9. juni. Miljø og Planudvalget afholder undervejs et borgermøde om lokalplanforslaget tirsdag 26. maj. Hvis det kan lade sig gøre i forhold til corona-situationen, holdes mødet på Klank Idrætscenter. Hvis ikke, bliver det gennemført som et videomøde. For at kende antallet af deltagere og for at kunne informere dem om, hvordan mødet afvikles, er tilmelding nødvendig. sinn