Midtjyske Meninger: Samvittighed?

6. juli 2020, 12.21

Foto: Martin Ballund

Hvor kan man dog blive overrasket. Og glad! I MJA kunne vi i løbet af den forgangne uge læse om skændselen af det nye, næsten færdige anlæg ved Østre Søbad ved Almindsø. Graffiti ved omklædningsrummene. Godt planlagt af hærværksmændene: Lige efter åbningen. Sådan! Mediernes bevågenhed.

Heldigvis har vi så efterfølgende kunnet konstatere, at hærværket nu er opklaret, og at de unge mennesker nu står med røde ører og samtidig sikkert uden en eneste rød øre på lommen. Nu uden pensler og spraydåser, men med en regning, der betyder røde tal for dem i deres lommepenge i et godt stykke tid. En lærestreg?

Måske og i hvert fald forhåbentlig. Jeg har min tiltro til, at ordenshåndhæverne og de sociale myndigheder sammen med forældre og de sigtede nok finder ud af en løsning, så både anlæggets udseende og drengenes samvittighed får en ny, men dyr og ren start.

Og hvad så? Hvorfor så så glad? I samme avis kunne vi så fredag læse om et anonymt afladsbrev skrevet til Th. Langs skoleleder, hvori der blev givet en undskyldning for at have frarøvet et gammelt emaljeskilt med påskriften »SKOLE« fra den gamle, fine institution. Samvittigheden kom lige pludselig til at fylde en hel del, om end miseren er sket for mange år siden.

Har skyldneren mon haft det skidt med lovovertrædelsen i alle de forgangne år, eller er det måske situationen med hærværket på Østre, der har fået tyven til at få kolde fødder? Vi ved det ikke, men skiltet blev overdraget skolen via en »stråmand«, så det nu igen kan komme hjem til sin oprindelige plads! Sådan! - Hvor kan man dog blive overrasket. Og glad!

Samvittighed er et underligt ord. Det bliver i mine øjne brugt i flæng. Mærkeligt, at det ikke kan gradbøjes. Jeg kan have dårlig samvittighed over at sidde og læse i »Pigen fra Den Franske Skole«, når nu køkkengulvet egentlig burde vaskes. Eller når »Undtagelsen« i Bio går over lærredet, og jeg sidder og spiser det meste af lakridsposens indhold selv. I den bog og i den film får begrebet samvittighed en noget mere fatal og afgørende konsekvens.

For år tilbage fik jeg stjålet en ring på min arbejdsplads. Det var en dyr ring både i pris og i affektionsværdi. Min skoleleder fandt frem til synderen, og smykket blev leveret tilbage, men uden afsender. Jeg fortalte selvfølgelig klassen om, at jeg havde fået min ring igen og om hvor ked af det, jeg havde været. En pige sagde: »Bærer du nag?«. Det spørgsmål var stort. Den pige, der sagde det, gav både klassen og mig noget at tænke over og at snakke om.