Vi er hårdt ramt af oversvømmelserne

2. november 2019, 07.28

Foto: Jakob Stigsen Andersen

OVERSVØMMELSER Der er skrevet og sagt mange ting omkring Gudenåen, og der kommer dagligt nye muligheder på banen, men man kunne godt ønske sig at alle de kloge folk tog en tur ud i den virkelige verden.

Vi har meget svært ved at se hvordan opkøb af landejendomme langs Gudenåen kan klare problemerne. Allerede i august måned henvendte vi os til kommunen om, at der var store oversvømmelser på engen. Vi havde netop fået slået hø, men på fjerdedagen stod vandet bare ind fra åen, og den har været oversvømmet lige siden.

I september måned henvendte vi os igen til kommunen. Da var vandet trængt længere op på græsmarken, og vi havde store problemer med at få slået det sidste slæt græs og til sidst opgav vi det. Marken ville blive totalt ødelagt!

Så her i forbindelse med det sidste dages regnvejr er vandet trukket endnu længere op på markerne, der er i alt ca. 5 ha der i dag er oversvømmet og det er fra 20 cm til henved 1 m på de steder hvor vandet står højest.

Når vi ser ind på vores naboers marker står vandet ligeså langt op!

Der er så stærk strøm inde på marken, at man knap kan holde sig oprejst.

Burde man ikke konferere med Hede Danmark? Det var jo dem der opdyrkede og drænede jorden her i Jylland og det siges at ca 80 procent af det vand ledes til Gudenåen.

Så de må da have haft en ide om hvor bred åen burde være, og kommunen må da også have lavet nogle beregninger om, hvor store mængder vand de ville lede ud fra veje byggerier, rensningsanlæg og så videre.

Ja, det må jo også gælde regionerne, da det vel er dem der leder vandet fra motorveje m.m. til åen.

Og dertil kommer den øgede nedbørsmængde, samt de omtalte vandremuslinger, så for os er det helt uforståeligt, at åen skal være smallere. Vores logiske sans siger, at den burde være bredere. Her er den blevet mindst 4 meter smallere og samtidig ved vi, at der ligger sandbunker og spærrer for passagen.