Folk skal nok finde frem til Museum Jorn i Indelukket

Udgivet:21. marts 2023, 10.46

Læsetid:2 minutter

Af Robert Thompson. Gjessøvej 13 Silkeborg

2 måneder siden

KUNSTMUSEUM Der er mange, som valfarter til Louisiana museet lige nord fra København, ikke for museets grandiose arkitektur men for museets kunstsamling og fantastiske udstillinger.

Ligesom Louisiana vil folk finde frem til Museum Jorn, selvom museet ligger lidt afsides, bare der er noget at komme efter.

Jeg har en vision for en renovering af Museum Jorn, lige hvor det er, i pagt med naturen og næsten forbundet med Gudenå. Det sted, Jorn selv har godkendt til museets beliggenhed.

For en brøkdel af, hvad det koster at bygge et nyt museum i Silkeborg midtby, kan man få opfyldt de fleste behov for mere plads og stadig med et Museum Jorn med et ikonisk design.

Forestil dig, at du står i den del af museet, som vender ud mod Gudenå. Du står i den smalle gang med de alt for lavt hængende vinduer og kigger ud mod naturen og Gudenå.

Her kan man bygge ud mod åen ca. 20 meter - med højere vinduer - og måske kunne man overveje at bygge i to, eller tre etager. En etage til Per Kirkeby og en etage til en mere permanent udstilling af nogle af de mange, mange, værker, der ligger opmagasineret i museets kælder.

Man kunne derudover inddrage hele entreen og kontorarealerne i stueplan til en kombineret reception, butik og med flere udstillingslokaler, hvor kontoret er nu. Administrationen flyttes til en ny etage bygget ovenpå disse lokaler.

Dermed kunne man bevare det oprindelige design og museets udtryk.

Hvis man virkelig vil noget, kunne man også udvide de næsten ubrugte kælderlokaler, hvor trappen går ned fra receptionsområdet, til en gang ud til et underjordisk museum med flere hundrede kvadratmeter ud mod Gudenå.

Ligesom man har gjort i Clay Museum i Middelfart, eller som man er i gang med på kunstmuseet Aros i Aarhus, hvor de er ved at bygge et enormt udstillingslokale, som vil være set som en grøn park og oase ovenfra. En slags park med en kuppel dækket med græs og med ovenlys i toppen.

Ja, jeg er hverken arkitekt eller museumsdesigner, men når jeg kan se disse muligheder, må en flok professionelle arkitekter kunne se mange flere muligheder.

Men lige nu har Museum Jorn stort behov for mere plads, og vi er gået helt i stå.

Man kan drømme dagen lang om en milliard kroner, som falder ned fra himlen, og om 10-15 år kunne vi måske havde et stort kolossalt museum ned til søen i midtbyen.

Eller med 80-100 millioner kan vi få et fabelagtigt Museum Jorn, lige hvor det er - og folk skal nok finde frem til det. Det kunne realiseres på fire-fem år.

Hvad synes du? Kan vi ikke få politikerne ud af busken med en tilkendegivelse, så vi kan komme i gang?

Indlæser debat