Anders Nielsen’s Mindesten

4. august 2020, 14.15

MINDESTEN Skanderborg Kommunes administration har brugt rigtig megen tid og byrådet gjorde det samme på det sidste byrådsmøde inden sommerferien vedrørende Anders Nielsen’s Mindesten. Nu skal sagen videre til Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget, og det skulle ikke undre os, at den vil gå videre til både økonomiudvalg og byråd.

Der er mange meninger om, hvad der skal ske med stenen og mindelunden. Nogen vil have, at den skal blive hvor den er, og at kommunen skal leve op til det, der står i skødet, medens andre mener, at mindestenen skal flyttes til Vester Mølle. Meninger og holdninger har man lov til at have, men det undrer os i Dansk Folkeparti’s byrådsgruppe, at der skal bruges så megen tid på denne sag, tid der kunne have været brugt på en bedre måde.

Ser man på det skøde, der blev lavet for mange år siden, står der, at man aldrig må fjerne mindestenen. Der står også, at familien til Anders Nielsen og Andelsudvalget har påtaleret i sagen. Det vil sige, at de til enhver tid kan omstøde beslutningen, og det er netop det, der er sket. For både familien og Danske Andelsselskaber, son Andelsudvalget nu hedder, har sagt ja til at flytte stenen.

Ud fra dette er det ikke en sag for hverken Skanderborg Byråd og eller kommunens administration, da disse to indsatanser ingen indflydelse har på hvor mindestenen i fremtiden skal stå.