Medhold i visumssag kan sende Djokovic i kamp allerede mandag

Med lidt mere end et døgn til kampstart afventer Djokovic stadig afgørelse i sag om inddragelse af visum.

Udgivet:16. januar 2022, 06.46

Læsetid:1 minut

Verdensetteren Novak Djokovic ankom til ankesagen i Melbourne, dagen inden Australian Open begynder.

/ Ritzau /

MELBOURNE Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic skal spille sin første kamp ved Australian Open mandag, hvis han får medhold i retten.

Det ventes, at en domstol i den australske storby Melbourne tager stilling til, om inddragelsen Djokovic' visum skal annulleres i de tidlige morgentimer søndag dansk tid.

Hvis det bliver tilfældet, skal den 34-årige serber indtage tennisbanen i Melbourne mandag aften, hvor han står til at møde sin landsmand Miomir Kecmanovic.

I løbet af søndagen lokal tid har både immigrationsminister Alex Hawkes og Djokovic' advokater fremlagt beviser i sagen.

Det var Alex Hawke, der fredag inddrog tennisstjernens visum til Australien.

Han sagde i den forbindelse, at serberens fortsatte tilstedeværelse i landet udgør en sundhedsrisiko for Australien, fordi han "styrker vaccineskepsissen" og "afskrækker folk" for at få et tredje stik med en coronavaccine.

I dokumenter, der er kommet frem under retsmødet søndag, går Djokovic' anke ifølge The Guardian blandt andet på, at det var helt uretfærdigt, at Hawke drog sine konklusioner på tennisstjernens vaccineskepsis på baggrund af offentlige udtalelser.

Djokovic er ikke blevet vaccineret mod coronavirus, men han var smittet med virusset i december. Derfor fik han i første omgang dispensation til at rejse ind i Australien.

Da serberen og hans hold ankom til Melbourne i sidste uge, viste det sig, at han havde søgt det forkerte visum.

Han blev derefter anbragt på et karantænehotel, hvor han måtte afvente en retslig afgørelse.

Den kom mandag, hvor Djokovic fik medhold og måtte slippe ud af karantæne. Men fredag inddrog immigrationsministeren så visummet igen.

Djokovic fik lov at bruge fredagen i frihed, men blev tilbageholdt igen lørdag.

Han vil blive udelukket fra Australien i tre år, hvis afgørelsen stadfæstes.

/ritzau/Reuters