Midtjyske Meninger: En sælsom tid

13. august 2020, 11.48

Klummeskribenter på Midtjyllands Avis. Foto: Martin Ballund

I en tid som nu, hvor mange personlige kontakter er sat på pause, åbnes der plads for besøg i verdener uden for den tabte hverdag. Her er rige muligheder for uventede oplevelser.

Én af mine særeste og fornøjeligste har været at læse nogle gamle tekster og analyser samlet i en lille bog med titlen »Immanuel Kants sidste dage«. Bogen er, sammen med meget andet, baseret på notater om Kants personlighed, som en af hans studerende nedskrev efter hans død i 1804.

Kant var dybt optaget af sin sundhed. Da vaccinationen blev opdaget, var han meget skeptisk, da han frygtede, at det kunne have farlige konsekvenser at absorbere dyriske sygdomskim i det menneskelige blod. Tjah!

Han havde også en teori om, at kroppen skulle holdes tør, hvorfor han altid gik i silkestrømper. Han mente også, at det var sundest at trække vejret gennem næsen. Derfor gik han hver eneste dag en tur med lukket mund. Det må åbenbart have virket, for, som han selv udtrykte det i et sent tilbageblik: »han holdt balancen på livets slappe line uden at vakle en eneste gang«.

Noget af det mest spændende var dog at følge, hvordan hans filosofiske tankeverden mistede kontakten med den faktiske virkelighed i takt med, at hans »åndsevner« svækkedes med alderen.

Her på adressen i Sejs har naturen underholdt os med ægte outdoor oplevelser, hvor vi blandt andet har set en fugl og en mus, som vi ikke anede eksisterede. Drama var der også. En dag så vi en duehøg snuppe en due i haven. Den gjorde altid opmærksom på sig selv med sit uhuhuh-huhu. Den nåede ikke engang at sige uha, mens dens halefjer automatisk foldede sig ud i en flyvevifte under en sky af due-dun og med høgens klør dybt begravet i kroppen.

En anden dag fandt vi en død og ret stor og flot mus med en kulsort pels, som vi aldrig havde set før. Det var en vandspidsmus, som ikke er en mus. Den lever ved og i søer. Den kan dykke efter småfisk og anden føde ned til otte meters dybde, og det er det eneste pattedyr i Danmark, der har et giftigt bid. Det gør, at den også har fugleunger og frøer på menuen. Dens egen banemand har nok været en kat.

Den anden ukendte var en fugl, der fløj på et af vores vinduer. Vi troede først, at det var én af vores flagspætter, men noget i tegningen passede ikke, og den var for lille. Det var en »Lille flagspætte«. En ret sjælden fugl. Efter en halv times tid, først på ryggen og så på benene, fløj den pludselig op i et træ, mens den udstødte sit helt specielle ki-ki-ki-ki .

En lykkelig afslutning.