Midtjyske Meninger: Tænk dig om

Af Anne-Marie Rytter Pedersen Låsby

KLUMME: For 35 år siden blev jeg mor til en bitte knægt, som viste sig at være født med cerebral parese - det man til daglig kalder spasticitet. Han har nogle lammelser i benene, højre arm er lammet, og der er også noget i kæben. Knægten har ikke været nem at holde tilbage trods det handicap, han har. Han nåede de samme milepæle som andre børn og til normal tid. Han har tre søstre, som han ikke ville stå tilbage for. Han flyttede hjemmefra, tog kørekort, tog en pædagoguddannelse, fandt en sød kæreste og blev far til to søde piger. Han har altså et helt normalt liv, og han har aldrig selv ladet sit handicap stå i vejen.

Som barn oplevede han somme tider uvidende voksne, der talte højt og tydeligt til ham, men han kunne hurtigt og med et stort grin forklare dem, at han hverken var dum eller døv. Han var hurtig i hovedet og ikke spor genert. Han var vellidt alle steder, og han gik nemt gennem verden.

Nu er han så midt i trediverne, og han arbejder i et pædagogjob, hvor han varetager voksne mennesker, der bor på institution, fordi de har store psykiske og fysiske handicaps. Han er glad for sit job, og han er god til det og trives i det. Så på en måde er alt jo ren solstrålehistorie, og dog. Det er nemlig ikke altid lutter idyl at være velfungerende, når det tydeligt kan ses, at man besidder et handicap. Når han i arbejdsmedfør skal ud at ordne opgaver i det omgivende samfund, bliver han somme tider forvekslet med sine klienter. Han er ikke længere en lille, hurtig dreng, som griner folk op i ansigtet for at fortælle, at han har et kvikt hoved og en god fysik. Dels er han voksen, og dels burde det ikke være nødvendigt. Og når han ofte oplever at blive snakket ned til og i overført betydning at blive strøget over det efterhånden sparsomme hår og næsten kaldt »lille ven«, så bliver han altså indimellem noget hudløs. Og hverken på apoteket eller i den lokale grillbar gør det tilsyneladende indtryk, når han siger, at det er til en klient, han henter medicin eller burger. Uha, mine ører ville blive postkasserøde, hvis det var mig, der havde forløbet mig!

Egentlig forstår jeg ikke, at man i det hele taget snakker ned til noget menneske. Vi kan ikke i et snuptag bedømme, hvad andre mennesker indeholder af ressourcer. Heller ikke selvom det er mennesker, der synligt bærer på et ret omfattende handicap. Vi bør altid tænke os om og snakke til andre mennesker på en ligeværdig ordentlig måde. Ellers bliver det næsten nødvendigt at få sit mentale CV bøjet i neon på T-shirten.