Tange Sø - det økonomiske vanvid

3. februar 2021, 12.37

Tange Tingene strammer sig til, og Foreningen til Bevarelse af Tange Sø løber rundt i hamstrerhjulet for at redde det, der ikke burde kunne reddes. Det er karakteristisk, at argumenterne helt mangler i debatten fra søvennernes side.

Så hvis man nu prøver bare at se på et enkelt argument for at reetablere Gudenåen - de økonomiske konsekvenser - beløber et kort stryg sig til 30-40 mio. kr. og et langt omløbsstryg til ca. 300 mio. kr. Det skal så sættes overfor den absolut billigste løsning - tømning af Tange Sø. De mere end 300 mio. kr. er altså direkte et beløb, som kan krediteres de borgere, som ønsker Tange Sø bevaret.

Det må derfor også siges at være en vanvittig pris, vi andre skal betale. De, der vinder på denne løsning, er kun gruppen af de nuværende søvenner

Lars Vedsø

Hertil skal man så lægge mistede turistindtægter på mellem 38-52 mio. kr. som mistes hvert år, fordi Gudenåen ikke reetableres. Man skal endvidere tillægge anseelige millionbeløb på at oprense Tange Sø i fremtiden, på grødeskæring, vandanalyser, kontroller, fremtidige rapporter om diverse problemer der formentlig vil opstå ved en sådan løsning, diverse kommunale tilskud, manglende indtægter ved en øget beskæftigelse, manglende outdoor-muligheder og de økonomiske fordele en reetableret Gudenådal ville give osv.

ALLE disse beløb kan for så vidt skrives på søvennernes konto. Det udgør de reelle økonomiske konsekvenser som andre så må betale - skatteydere, fonde, staten og kommunerne. De får til gengæld intet afkast af de midler, som skydes ind i projektet, for der er faktisk ingen argumenter for at bevare Tange Sø, bortset fra det pseudoargument, at nogle lokale gerne vil beholde den til skade for snart sagt alle andre.

I realiteten forærer vi dermed også søvennerne ca. 1,8 mia. kr. kvit og frit ved at bevare Tange Sø - det er de reelle konsekvenser. Samfundet får intet til gengæld, hverken tilsynekomsten af et helt enestående naturområde, en langt højere biodiversitet, et meget bedre miljø, overholdelse af diverse aftaler, mindre udslip af klimagasser eller noget som helst andet. Det er med andre ord samfundet, der alene får lov at betale for søvennernes ønsker. Ingen andre. For der er vel ingen, der drømmer om kompensation for alt det, vi andre mister?

Det må derfor også siges at være en vanvittig pris, vi andre skal betale. De, der vinder på denne løsning, er kun gruppen af de nuværende søvenner - ikke de fremtidige generationer som skal leve med denne løsning.