De ældre er gamle nok til at bestemme selv

8. juni 2021, 13.06

FROKOSTORDNING Forleden beskyldte den socialdemokratiske udvalgsformand Grethe Villadsen mig her i avisen for at lyve i sagen om Favrskov Kommunes nye frokostordning, hvor et enigt byråd har besluttet at fjerne valgfriheden for en gruppe svage ældre borgere. Det er ærgerligt, at udvalgsformanden går efter kvinden - i dette tilfælde mig - frem for bolden. Der bør være plads til forskellige synspunkter i debatten, og man må kunne være uenig med udvalgsformanden, uden at man skal beskyldes for at lyve.

Ældre Sagen og Ældrerådet i Favrskov har delt bekymringen og modstanden, så Grethe Villadsen går galt i byen, når hun negligerer kritikken som »valgpolitik«

Mette Nøhr (K)

Jeg lyver selvfølgelig ikke. Det ved Grethe Villadsen naturligvis også godt, hvis hun har læst den sagsfremstilling, som forvaltningen har lavet op til mødet forleden i social- og sundhedsudvalget, som hun selv er formand for.

Her står sort på hvidt, at den nye frokostordning betyder, at man kun kan få kommunal hjælp til at anrette frokosten i eget hjem, hvis man køber den kommunale madpakke. Sagt med andre ord: Hvis du ikke ønsker den kommunale madpakke, så er der ingen kommunal hjælp at hente. Det er den kendsgerning, jeg har fremført gennem hele forløbet, og det er den kendsgerning, jeg er indædt modstander af.

Ældre Sagen og Ældrerådet i Favrskov har delt bekymringen og modstanden, så Grethe Villadsen går galt i byen, når hun negligerer kritikken som »valgpolitik«.

Grethe Villadsen gør sig i artiklen til talsmand for en alternativ form for valgfrihed. Hun siger, at valgfriheden består i, at den ældre selv kan vælge fra det kommunale menukort. Det er godt nok en enorm gestus fra kommunens side at lade Jensen selv bestemme, om han vil have kommunal leverpostej, æg eller hvad politikerne nu har sat på menukortet. De ældre skal naturligvis have mulighed for at få serveret deres helt egen mad som hidtil. Hverken udvalgsformanden eller andre skal diktere, hvad Jensen skal spise til frokost. De ældre er altså gamle nok til at bestemme selv.

Jeg noterer med tilfredshed, at Grethe Villadsen og resten af social- og sundhedsudvalget er kommet på bedre tanker og nu lægger op til at genindføre den gamle frokostordning og valgfriheden.

Indlæser debat...