Bevar naturen i Indelukket

7. december 2019, 08.00

Foto: Jens Anker Tvedebrink

NATUREN Det var velgørende, at Miljøstyrelsen vendte tommelfingeren nedad til at lave klatrebane i Indelukkets trætoppe. Jeg håber, det samme sker, hvis nogen forsøger at lave bikerbane med bro over Remstrup Å.

Skån os venligst for alt det hurlumhej og tivolisering, som ødelægger oplevelsen af den dejlige natur. Det er noget andet med bådene og ishuset, som altid har været der. En gangbro til Nordskoven vil være fin, men ikke andet.

Jeg håber også, man holder øje med, at Aquas udvidelsesplaner sker med respekt for naturen. Men her er der forhåbentlig besindige folk, der sørger for, at åbeskyttelseslinjen og Skovloven bliver overholdt.