Søskende kører sammen på Nørrevænget

Lykke Elstrøm og Kasper Elstrøm er næste generation hos bilhuset Poul Munk A/S i Silkeborg

Udgivet:17. maj 2022, 17.00

Læsetid:4 minutter

Søskendeparret Lykke Elstrøm og Kasper Elstrøm supplerer hinanden i rollerne som henholdsvis marketingansvarlig og salgsdirektør.

Jakob Munk Schmidt
Journalist| jams@midtjyllandsavis.dk
Martin Ballund
Fotograf| ballund@midtjyllandsavis.dk

Familien Elstrøm har køreplanen klar - planen for næste generation i virksomheden.

For cirka 50 år siden blev Jesper Elstrøm ansat som ganske ung fejedreng hos automobilforhandler Poul Munk i Silkeborg.

Mange år senere blev Elstrøm direktør og medejer.

Læs også
<span>Godt gang i bilsalget i corona-år:</span> Massiv fremgang og rekordår hos stor bilhandler <span>Godt gang i bilsalget i corona-år:</span> Massiv fremgang og rekordår hos stor bilhandler
Læs også:
Godt gang i bilsalget i corona-år: Massiv fremgang og rekordår hos stor bilhandler

I 2017 købte han afdøde Poul Munks efterkommere ud af virksomheden, så han blev eneejer, og i dag er det store bilhus på Nørrevænget ubetinget byens største målt på antal forhandlermærker under et og samme tag.

Otte af slagsen kommer man op på pr. 1. juni med yderligere fire bilmærker: Jeep, Alfa Romeo, Fiat samt Fiat Professionel-varebiler.

I forvejen har Poul Munk lokal forhandling af Citroën, Peugeot, Opel og premiummærket DS.

Læs også
<span>Endnu flere bilmærker på Nørrevænget:</span> Poul Munk A/S opnår særstatus hos bilgigant <span>Endnu flere bilmærker på Nørrevænget:</span> Poul Munk A/S opnår særstatus hos bilgigant
Læs også:
Endnu flere bilmærker på Nørrevænget: Poul Munk A/S opnår særstatus hos bilgigant

Før Poul Munks død lovede Jesper Elstrøm, at Poul Munk-navnet skulle bevares som firmanavn i fremtiden.

Den aftale kunne han ikke drømme om at bryde.

Heller ikke nu, hvor den 62-årige direktørs egne to børn er med i bilforretningen - 28-årige Lykke Elstrøm og 30-årige Kasper Elstrøm.

Engang i fremtiden er planen, at Lykke Elstrøm og Kasper Elstrøm sammen skal videreføre Silkeborg-firmaet med p.t. 50 medarbejdere.

Glidende overgang

Han er salgsdirektør og hun marketingansvarlig i firmaet med cirka 50 ansatte fordelt på salg, lager, værksteder og administration.

På længere sigt er aftalen, at de to søskende skal tage over, så de sammen kommer til at stå i spidsen for Poul Munk. Dog har Jesper Elstrøm ingen aktuelle planer om at lade sig pensionere.

Overgangen skal være glidende, og søskendeparret, der voksede om med forældrene i Hvinningdal, føler, at de har et så godt forhold til hinanden, at de ikke tænker, det skal blive et problem at kunne samarbejde godt og konstruktivt i fremtiden.

- Derhjemme har vi altid snakket åbent om muligheden for at kunne blive en del af vores familieforetagende. Det var naturligt for os at tale om det ved spisebordet. Men både vores mor og far har altid omtalt det som en MULIGHED. Det var ikke noget, som var forventet af os overhovedet. Men døren var åben, hvis vi havde lyst, fortæller Lykke Elstrøm.

For tre år siden blev hun ansat i Poul Munk.

Lykke Elstrøm er HHX-student fra handelsskolen i Silkeborg.

- Først var jeg ude at rejse, og så tog jeg på universitet for at læse kommunikation og sprog. Efter et par semestre droppede jeg det igen. I stedet valgte jeg at læse til markedsføringsøkonom, og i den forbindelse fik jeg job i marketingafdelingen hos Envidan her i Silkeborg. Først som studentermedhjælper, og senere blev jeg fastansat. Jeg var hos Envidan i nogle år, fortæller Lykke Elstrøm.

Faderens virksomhed på Nørrevænget var i vækst, og hun fik mulighed for at træde ind.

- På det tidspunkt havde vi ingen, der var ansat til at stå for hjemmeside og markedsføringen, så det kunne jeg overtage. Jeg byggede det op, og stille og roligt er der kommet flere og flere opgaver på. Jeg står for kundeevents og personalearrangementer eksempelsvis og repræsenterer i det hele taget mange af de bløde værdier i virksomheden. Det kan jeg godt lide, fortæller Lykke Elstrøm.

Uddannelse til biløkonom

Broderen er ubetinget bilmanden af de to.

Efter handelsskolen aftjente Kasper Elstrøm værnepligt, hvorefter han valgte at gå i faderens fodspor.

- Jeg uddannede mig til biløkonom hos Citroën-forhandleren Bojsen Biler i Viborg, og i forbindelse med uddannelsen var jeg også otte måneder i New Zealand hos en Citroën- og Peugeot-forhandler. Herefter kom jeg her til Poul Munk, hvor jeg startede i Honda-afdelingen, fortæller Kasper Elstrøm.

I dag er det cirka otte år siden, han blev ansat i faderens virksomhed.

Siden 2017 har han været salgschef, og nu bliver han i stedet salgsdirektør med det overordnede ansvar for samtlige otte bilmærker i fremtiden.

Lykke Elstrøm og Kasper Elstrøm er bevidste om det særlige ved at have deres far som chef.

- Men vi har det nemt med det, for vi har altid haft det godt sammen, fastslår Kasper Elstrøm.

Forskellige roller

Lykke er enig.

- Vi har det godt sammen, også i forhold til vores far. Men nogle gange kan der godt komme sådan en søskendeting ind, hvor vi bliver irriterede på hinanden på en anden måde end ellers. Men så går vi måske lige en runde og trækker vejret. Det er ikke noget problem, bemærker søsteren med smil på læben.

De to udfylder meget forskellige roller i bilhuset. Det ser de som en ubetinget fordel.

- Det kunne være et problem, hvis vi begge syntes, at vi skulle have en rolle som salgsdirektør. Men sådan er det jo heldigvis ikke. Vi kender hinandens plads i virksomheden hver især, og det er væsentligt, siger Lykke Elstrøm.

Hun og Kasper ønsker klart at bevare arbejdspladsen som et sted, hvor tonen blandt kollegerne er uformel.

- Vi er en familievirksomhed, hvor alle er på fornavn med alle. Vores hierarki er fladt, og det betyder meget for mig, bemærker Kasper Elstrøm.

- Her er ingen for fine til at tømme skraldespand eller sætte dæk på plads, tilføjer søsteren.

Engang i fremtiden, når Jesper Elstrøm ønsker at gå på pension, er planen, at de sammen vil videreføre aktiviteterne.

- Som udgangspunkt bliver det med en ligelig fordeling, forklarer Kasper Elstrøm og Lykke Elstrøm.

Indlæser debat