Hvor er borgmesteren?

11. august 2020, 12.07

SYNLIGHED Coronasmitten stiger i Silkeborg Kommune. Alene i weekenden blev 1.152 personer testet for corona på det midlertidige testcenter ved beboerhuset på Kejlstrupvej. Hele situationen fylder rigtig meget og har stor betydning for den måde vi lever vores liv på, både med familie, på arbejdspladsen og i vores fritidsliv.

Jeg er derfor glad for at regionsrådsmedlem Henrik Fjeldgaard og regionsrådskandidat Søren Malling melder klart ud. Et døgns arbejde har allerede givet resultat. Henrik Fjeldgaard kan derfor melde tilbage, at et permanent testcenter er på vej til Silkeborg Kommune. Flot arbejde, der bekræfter os alle i, at en kommune af Silkeborgs størrelse skal have et testcenter. Det er en stor fejl, at det ikke skete fra starten.

Men jeg savner en borgmester, der er tydelig og klart melder ud, at der skal et fast testcenter til Silkeborg. Jeg er som socialdemokrat selvfølgelig stolt over mine partikollegaers arbejde, men savner hvor Silkeborg borgmester, Steen Vindum er og hvorfor det ikke var ham der tog kampen for vores kommune?

Ligesom borgmestrene i Aarhus og i Ringsted der har været langt fremme og forholdt sig til den stigende antal smittede med corona. De to borgmestre har signaleret, at der er behov for at vi stadig holder afstand og tager klarer forholdsregler på arbejdspladsen, i vores fritidsliv og blandt venner og familie.

Coronasmitten er blusset op i Silkeborg. Forhåbentlig vil en aktiv og tydelig indsats give resultater og inddæmme smitten. Men vi skal forholde os til at coronasmitten er kommet og ikke forsvinder med det samme.