En gammel svend er vendt tilbage

Jens Holm Sørensen blev udlært hos Mads Møller Sørensens far

21. november 2019, 14.00

Mads Møller Sørensen (tv), der er byggeleder og indehaver af Jepama, og nyansatte Jens Holm Sørensen. De står foran et hus, som byggefirmaet i øjeblikket er i gang med at opføre på Fårdalen i Funder.

JOBNYT: Jens Holm Sørensen er netop blevet ansat som servicemontør ved byggefirmaet Jepama i Funder, der udfører opgaver indenfor VVS, el og kloak, ligesom virksomheden hvert år står for opførelsen af 2-3 huse.

Jens Holm Sørensen er blikkenslager og udlært VVS-installatør, og da han i 80’erne var i lære, var hans mester Erik Møller Sørensen, der dengang drev VVS-firma i Funder. Han er far til Mads Møller Sørensen, der er byggeleder og indehaver af Jepama, hvor Erik Møller Sørensen fortsat kigger forbi og giver en hånd eller et godt råd med.

Så på en måde kan man sige, at Jens Holm Sørensen nu er vendt tilbage til udgangspunktet, efter han fra 2008 og frem til nu havde arbejde hos Henning Mortensen A/S i Silkeborg.

Hos Jepama får Jens Holm Sørensen sine egne kunder indenfor kloak-, blik- og VVS-opgaver, og derudover skal han bistå Mads Møller Sørensen i opførelsen af huse.

Jens Holm Sørensen bor i midtbyen i Silkeborg. Også i fritiden er han meget fysisk aktiv med mountainbike, løb og gåture med hunden. Han har to voksne børn.