Nu er det nok: Vores børn bliver forvist fra børnehaven

30. december 2021, 11.30

FORVIST Pladsmangel i daginstitutionerne har forvandlet sig til mangel på omsorg for vores børn. Det er oplevelsen blandt en stor gruppe af os forældre til årgang 2017 i Resenbro Børnehus, efter vi en søndag eftermiddag sidst i november fik et uventet brev fra ledelsen i dagtilbuddet. Et brev med beskeden om, at årgang 2017 pr. 1. januar 2022 frem til sommerferien splittes fra deres nuværende stuer, børnegrupper og primære voksne.

I stedet bliver de samlet til én stor gruppe, der flytter ud til et uafgrænset skovareal nær Gjern, fordi der ikke længere er plads til dem i børnehaven.

Egentlig skal de nok klare sig. Men er det virkelig, det vi ønsker for vores børns dagligdag. At de klarer sig? Vi ønsker, at vores børn trives. Hver dag!

Resenbro-forældre

Så med varsel på under halvanden måned forandrer vores børns velkendte og trygge hverdag sig - uden vi forældre en eneste gang er blevet involveret. Har vi forældre virkelig ikke længere indflydelse på vores børns daglige trivsel?

Bægeret er ved at være fyldt. Specielt fordi Resenbro Børnehus det forgangne år har ændret strukturerne for vores børns dagligdag intet mindre en - for nogle - fem gange. Stuer, der er blevet flyttet, spontant forandrede personalegrupper, grupper af børn, der er blevet splittet op, og en turnusordning med en månedlig udekørende skovgruppe, som vores børn har taget imod med varierende begejstring. Vi har gennem tiden haft tiltro til, at ledelsen har handlet med vores børns interesse in mente.

Men nu er det nok. Vores børn er ikke ludobrikker, der med et terningekast kan forvises til et tilfældigt sted på spillepladen. I vores tilfælde landede brikken - vores børn - i et ikke-aflukket skovareal 7,5 kilometer væk fra dagtilbuddets hovedhus.

Okay, skoven er da et spændende sted, og hvem tilslutter sig ikke idéen om, at udeliv er godt for vores børn?

Lad os kigge på den lyse side. Børnene oplever at køre i bus hver dag i et bakket terræn, de får mulighed for at se skoven i skiftende årstider, bruge fantasien med skovens remedier. Der er endda en tipi uden gulv, som nogle af børnene kan gå ind i, hvis de får det koldt.

Samtidig har de adgang til et par kolde toiletter i skovhytten, som børnehaven har fået lov at låne. Og de får også rugbrødsmadder hver dag.

Egentlig skal de nok klare sig. Men er det virkelig, det vi ønsker for vores børns dagligdag. At de klarer sig? Vi ønsker, at vores børn trives. Hver dag! Og det er vi bekymrede for, er en mulighed med den nye strukturændring.

Som situationen er i Silkeborg Kommune i øjeblikket, ved vi, at vi ikke er alene om frustrationen over manglen på plads, og her taler vi ikke kun de fysiske rammer. Vi oplever heller ikke, der er plads til dialogen om trivslen blandt vores børn.

Efter udmeldingen om den nye struktur samledes en stor flok af os forældre for at drøfte situationen. Vi sendte efterfølgende et brev til ledelsen i dagtilbuddet og til John Gejl, der er sektionsleder for dagtilbud i Børne- og Familieafdelingen i Silkeborg Kommune. I brevet giver vi udtryk for vores konkrete bekymringer om det nye tilbud og ønske om et dialogmøde.

Idéen med at invitere os selv til et dialogmøde handler om, at vi forældre stadig tror på, at dialog understøtter det gode og tillidsfulde samarbejde, der i sidste ende drejer sig om at tage et fælles ansvar for vores børns trivsel. Det troede vi også var ønsket fra kommunens side. Desværre blev vi af ledelsen mødt med endnu et »infobrev«. Samtidig ventede vi på 10.-dagen svar fra John Gejl. Efter en rykker fik vi endelig svar. Endnu en gang følte vi os overhørt, da han i et svagt forsøg giver lovning på et »infomøde« - altså fortsat envejskommunikation. Ingen dialog. Ingen indflydelse.

Læs også
Frustrerede forældre: Vores børn behandles som ludobrikker
Abonnement

Vi er kede af det. Kede af, at vores børn bliver frataget den børnehave, vi har valgt, fordi vi synes det er et bragende fint dagtilbud. Kede af, at vores bekymring og ønske om dialog bliver afvist. Og mest af alt er vi kede af, at der i øjeblikket er så stort pres på børneområdet, at kommunens ambitionsniveau for, hvad vi kan tilbyde børnene i Silkeborg, føles som om, at vores børn bliver forvist fra børnehaven på baggrund af et tilfældig kast med terningerne.

Læs også
Udvalgsformand: Giv skoven en chance
Abonnement

Hvad der er anderledes fra ludospillet, så ønsker vi for én gangs skyld at blive slået hjem - vi ønsker os tilbage til det dagtilbud, vi har valgt til vores børn. Og hvis det ikke er en mulighed, ønsker vi som minimum at blive lyttet til, involveret og taget alvorligt i det fælles ansvar for vores børns daglige trivsel.

Indlæser debat