Det lange, seje træk blev Silkeborgs vej til erhvervstoppen

2019 var året, hvor Silkeborg for første gang strøg ind i top 10 på listen over de bedste erhvervskommuner i Danmark

3. december 2019, 09.52

Direktør Torben Vilsgaard, til højre, og souschef Peter Fabricius fra Erhverv Silkeborg glæder sig over, at Silkeborg i 2019 opnåede ottendepladsen i Lokalt Erhvervsklima-undersøgelsen blandt landets kommuner. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Silkeborg er ikke længere stedet, virksomheder flytter fra. Nu er det stedet, virksomhederne flytter hen.

Sådan konkluderede en glad borgmester Steen Vindum (V), da det i september stod klart, at Silkeborg for første gang opnåede en top 10-placering i erhvervsundersøgelsen Lokalt Erhvervsklima.

DI (Dansk Industri) står bag det prestigefyldte, årlige tjek med bedømmelse af kommunernes erhvervsvenlighed, en undersøgelse hvor Silkeborg tilbage i 2010 opnåede en ret så kedelig 91. plads.

Senere gik det fremad.

Fra det ene år til det andet, 2014-2015, sprang Silkeborg fra 63. pladsen til nummer 38, og i 2019 nåede Silkeborg helt op som nummer otte - den suverænt bedste placering foreløbig.

Torben Vilsgaard, direktør i Erhverv Silkeborg, glæder sig over udviklingen.

- For bare fem år siden ville vi ikke tro, at det kunne lade sig gøre, siger Torben Vilsgaard, som påpeger, at den betydelige fremgang ikke er noget, man kommer sovende til.

- Det er rigtig godt med en topplacering, og det er det lange, seje træk, der har gjort, at vi er nået dertil. Vejen er gået via det hårde og måske lidt kedelige arbejde, men det har været helt rigtigt at holde fast i målet om en forbedret erhvervsservice. Og pludselig ser vi nu, at det har virket. Det har været ti års rejse, hvor vi er gået fra en ren bosætningskommune til en stærk erhvervskommune. Vi oplever et stærkt politisk engagement og ser samtidig en administration på rådhuset, som bakker de politiske beslutninger op, siger Torben Vilsgaard.

Hård kamp i toppen

Erhverv Silkeborgs direktør vurderer, at forskellen mellem de 25 bedste erhvervskommuner i landet er minimal.

Derfor skal der heller ikke meget til for, at Silkeborg igen forsvinder fra listen med de ti øverste.

- Vi skal glæde os over det, så længe det varer, for det er små marginaler i top 25. Men ottendepladsen underbygger, at der er gjort noget i Silkeborg Kommune, og det er bestemt rart med en undersøgelse, som viser, at det ikke kun er os selv, der taler om et forbedret erhvervsklima. I dag tror vi selv på tingene i Silkeborg, men jeg ser det nu ikke som afgørende, om vi er nummer syv eller ni næste år. Selvfølgelig skal vi kæmpe for yderligere fremgang, og nu gælder det om ikke at slippe taget. Slipper vi taget, bliver vi helt sikkert overhalet, så vi skal blive ved med at gøre os umage for hele tiden at gøre tingene lidt bedre, siger Torben Vilsgaard.

Han fremhæver, at motorvejen fortsætter med at være en afgørende for væksten lokalt.

- Det virker med motorvejen. Den gør en stor forskel for erhvervsudviklingen. Derudover ser vi Silkeborg Kommune holde fast i at være et sted, hvor der bygges meget nyt, siger direktøren i Erhverv Silkeborg.

Peter Fabricius, souschef hos Erhverv Silkeborg, gør opmærksom på, at den største del af væksten i arbejdspladser i Silkeborg i dag kommer fra udviklingen i de virksomheder, vi allerede har i kommunen.

- For eksempel når Danfoss styrker fabrikken i Silkeborg, eller når den lokale håndværksvirksomhed ansætter tre nye medarbejdere, fordi der er gang i forretningen, forklarer Peter Fabricius.

Plads til flere virksomheder

Sammen med borgmester Steen Vindum glæder man sig i erhvervsforeningen over, at virksomheder udefra vælger at flytte til Silkeborg.

- Og der er plads til endnu flere arbejdspladser i kommunen. Silkeborg er stadig en kraftig udpendlerkommune. Der er et overskud på 4000-5000 mennesker, som dagligt pendler for at komme på arbejde i en anden kommune i forhold til hvor mange, der pendler udefra for at komme til deres arbejdsplads i en virksomhed i Silkeborg Kommune. Det går godt, men vi kunne godt have lidt flere arbejdspladser, som er en vigtig del af grundlaget for velfærd, bemærker Torben Vilsgaard.

- Men vi ser nu også en styrket tendens til, at virksomheder vælger at flytte til Silkeborg - ikke mindst på grund af motorvejen, da de kommer til at ligge centralt i forhold til at tiltrække dygtige hænder og hoveder. Vi kan se, at motorvejen bliver en driver for væksten hos os. Vi kommer tættere på resten, når man indenfor en times kørsel fra Silkeborg kan nå 600.000 potentielle medarbejdere, tilføjer souschef Peter Fabricius.

Realistiske forventninger

Hos Erhverv Silkeborg gennemføres en årlig undersøgelse, hvor man beder de lokale virksomheder gøre status.

- I 2019 var forventningerne til fremtiden på et lidt lavere niveau end året før. Der er en form for opbremsning, mange steder har man en realistisk forventning om at ville nå et loft. Men i forhold til de forventninger, som man havde et halvt år tilbage i tiden, svarer virksomhederne, at det gik bedre end forventet, forklarer Peter Fabricius.