Birchs vrede

16. september 2020, 12.28

BYGGERI Det er tilsyneladende kommet som en overraskelse for René Birch, at Silkeborg kommune er begyndt at stille krav til de byggerier, man vil tillade opført og ikke mindst det landskabsarkitektoniske udtryk, der igennem de sidste år har kedeliggjort arkitektur og dermed livskvaliteten for de mennesker, der skal bo der i en større eller mindre del af deres liv.

At bygherrer reagerer med vrede grænsende til aggressivitet er bestemt ikke et nyt fænomen. Det dukker op hver gang et byggeboom nærmer sig sin ende.

Birch skulle måske have læst kortene lidt tydeligere, da kommunens borgere lagde voldsomt pres på politikerne i forbindelse med Fredensgård-projektet, og der osse internt i partierne begyndte at danne sig oprørsgrupper blandt deres valgte politikere.

Socialdemokraterne splittedes og det samme gjorde SF’erne, således at formanden for vej og plan, Hans Okholm, kom i mindretal i sin egen byrådsgruppe.

Det interessante ved Plan- og Vejudvalgets indgriben er, at udvalget nu er på vej til at ændre kurs, ikke mindst takket det folkelige oprør, der blev sat i værk af Skøn på Silkeborg, hvilket står i fuldkommen kontrast til lokalrådet for Silkeborg City og dets gummistempling af byrådets afgørelser.

Om dette folkelige oprør mod bevidstløs medløb til store byggekoncerners magt, hvor mantraet 100.000 indbyggere har været det overordnede mål, som alt andet har måttet underkaste sig, ved vi ikke endnu, især ved vi ikke om Skøn på Silkeborg kan brede sig ud til et Skøn på Silkeborg kommune, så osse omegnsbyernes byggerier vil blive underlagt en ordentlig kvalitetskontrol.

Silkeborg byråds blåstempling af kvantitet som styringsmiddel har nok bragt flere boliger til kommunen, men som sædvanlig kommer nu efterregningerne i form af skolebyggerier, daginstitutioner, plejehjem og andre udgifter.

Heller ikke her er der noget nyt under solen. Udgifter hertil indgår aldrig som andet end hensigtserklæringer i kommuneplanerne og de kommunale budgetter, så i praksis har nødløsninger efterfølgende en kvalitetsforringelse af levevilkår og udviklingsmuligheder.

I sidste ende er det et spørgsmål om, at den måde vores politiske system er formeret på, er hensigtsmæssig, når der er tale om borgernes muligheder for indflydelse.

Hos Birch lyder det, at det må være Silkeborg Kommune, der må give sig, når han bliver tvunget til at reducere sit byggeri med fem huse.

Set fra et borgersynspunkt bør kommunen ikke gøre det. Tæmning af byggematadorernes egoer hører til den politiske opgave, som man må påtage sig.