DET ER DIT VALG - KV21

Valgflæsk til de ældre?

25. november 2021, 12.00

Foto: Martin Ballund

ÆLDREOMRÅDET Avisen efterlyser i lederen tirsdag mere fokus på ældreområdet i konstitueringsaftalen og gør ganske rigtigt opmærksom på, at det er efter en byrådsperiode med besparelser på området.

Lederskribenten mener også at vide, at vi i Enhedslisten bare ønskede en ny borgmester, og det er da rigtigt, at vi stod model til en del i løbet af forhandlingerne, som vi overhørte for ikke at bringe et borgmesterskifte i farezonen.

Nu lover de så, at det skal blive bedre. Det vil vi i Enhedslisten holde dem fast på. Uanset hvad der står i en konstitueringsaftale

Jørgen Madsen (EL)

Men vores politik skabes ikke på baggrund af valgløfter på en valgnat. Som vi skrev i en af vores valgannoncer: »Vi bliver ved med at kæmpe for bedre vilkår for ældre og ansatte i hjemmepleje, plejehjem og hjemmesygepleje.«

Det er nemlig ikke nok at se på de løfter, partierne giver i valgkampen og i konstitueringsaftaler. Man skal også se på, hvad de rent faktisk gør, og der kan vi med overbevisning sige, at vi er det eneste parti i byrådet, der ikke har stemt for nedskæringer på ældreområdet.

Dansk Folkeparti er dem, der kommer tættest på, men det har alle de partier, som nu lover forbedringer. Altså forbedringer i forhold til det serviceniveau, de selv har skabt gennem nedskæringer på mindst 50 mio. kr. i denne valgperiode.

Nu har et privat hjemmeservicefirma meddelt, at de ikke ønsker at fortsætte med henvisning til serviceniveauet i Silkeborg Kommune. Det er der sikkert også mange i den kommunale ældrepleje, der havde lyst til, men det kan de selvfølgelig ikke. Og stor tak til dem, der hver dag gør en stor indsats for at få hverdagen til at hænge sammen i borgernes hjem og på plejehjemmene.

Den slagne borgmester påstod frejdigt i store annoncer, at der ikke er sket nedskæringer på ældreområdet. Mon ikke at det har været medvirkende til Venstres vælgerlussing?

Læs også
Leder: De ældre blev glemt i aftale
Abonnement

De andre byrådspartier har hårdnakket holdt fast i, at Sundheds- og Ældreudvalget bare havde at overholde deres budgetter, selv om det måtte stå soleklart for alle med bare en smule indsigt, at området var voldsomt underbudgetteret - år efter år.

På vælgermøderne lovede alle partier guld og grønne skove til ældreområdet uden hensyn til den politik, som de har ført de seneste fire år. Nu lover de så, at det skal blive bedre. Det vil vi i Enhedslisten holde dem fast på. Uanset hvad der står i en konstitueringsaftale.

Indlæser debat