Hjem, kære hjem

Udgivet:09. december 2022, 11.35

Læsetid:2 minutter

Af Tor Broberg Bygaden, Levring

1 år siden

JULEHJÆLP Silkeborg Julehjælp fortæller både historien om alle de gode hjerter i Silkeborg, men også om en stigende ulighed.

Jeg glemmer sent, da en af vores byrådsmedlemmer i en artikel i Midtjyllands Avis forleden noterede sig, at det var uansvarligt at opretholde Silkeborgs forsorgshjem, Housing Silkeborg, for hjemløse på Tulipanvej.

Men er det ikke mere uansvarligt at henvise unge som ældre til at sove og leve på det bare fortorv ?

Vi er et af verdens rigeste lande. Vi er ligeværdige, og alle i vores samfund bør have retsmæssigt krav på et hjem. Så det er derfor trist, at vi i Silkeborg ikke kan løse opgaven.

Vi bliver alle gladere og rigere som samfund, når vi samles som by, og hjælper dem, som er i størst nød.

Lad os være foregangskommune i Silkeborg og tage os ansvarligt af de mennesker, der ikke har et hjem og give dem en chance for at blive en integreret del af lokalsamfundet.

Et hjem, et stækere helbred og en følelse af at høre til kan være vejen til uddannelse, et gensyn med arbejdsmarkedet og andre fællesskaber, der i sidste ende beriger os allesammen. En fond i Silkeborg-regi, hvor såvel borgere som virksomheder frivilligt kan donere midler til et tryggere og stærkere Silkeborg i samarbejde med kommunen, er hermed en forsigtig opfordring til byens politikere, indbyggere, og virksomheder.

En fond, hvis formål er at sikre, at alle borgere i Silkeborg er værdige til at have et hjem.

Silkeborg »Housing First«-fonden kunne være dét initiativ, der grundlagde en by med helheden som varemærke og en rød tråd til vores smukke natur, hvor diversiteten blomstrer og giver os alle liv.

En forebyggende fond, der i samarbejde med kommunen sikrer, at de som er på kanten af hjemløshed idag ikke risikerer denne skæbne i fremtidens Silkeborg.

Midtjyllands Avis kunne være behjælpelig med at lave reportager, artikler og interviews med fokus på emnet og udviklingen, - samt et overordnet mål om et hjem til alle silkeborggensere.

Det kræver ofte en større indsats at komme på fode igen, da mange forhold spiller ind, når tragedien rammer og man bliver hjemløs.

At føle sig accepteret, elsket og velkommen i vores by og kommune, bør være vores motto i kølvandet på julehjælpen og de mange tilflyttere.

»Danmarks indoorhovedstad« er måske en titel vi i fremtiden kan gøre krav på, hvis viljen er til stede i Silkeborg.

Og måske er vi i virkeligheden alle hjemløse i sjælen, så længe der bor hjemløse på gaden. Hvem ved..

Håber byrådet og andre interessenter læser med.

Glædelig jul til alle

Indlæser debat