Voel-dreng misser landskampe: Dolberg og Nørgaard forlader landsholdslejr

Kasper Dolberg og Christian Nørgaard forlader landsholdet med skader inden kampene mod Kroatien og Østrig

Udgivet:09. juni 2022, 10.26

Læsetid:Under 1 minut

Kasper Dolberg slog skulderen mod Frankrig. Foto: Ritzau Scanpix

FODBOLD To spillere har forladt herrelandsholdets lejr forud for de kommende kampe i Nations League mod Kroatien og Østrig i Parken.

Både angriberen Kasper Dolberg, der er vokset op i Voel, og midtbanespilleren Christian Nørgaard er således taget af sted på grund af skader.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter torsdag formiddag.

Landstræner Kasper Hjulmand har samtidig indlemmet midtbanespilleren Morten Hjulmand fra den italienske klub Lecce i sin trup.

Danmark har fredag besøg af Kroatien, og mandag afsluttes den nuværende samling med en hjemmekamp mod Østrig.

/ritzau/

Indlæser debat